Heinrich Barth, 16.2.1821-25.11.1865, tysk Afrikaudforsker. Barth deltog 1849-55 i en britisk ekspedition, der fra Tripoli fulgte karavanevejene gennem Sahara til de centrale dele af savannebæltet i Afrika. Pga. dødsfald blandt deltagerne overtog Barth ledelsen af ekspeditionen og udforskede områderne omkring Tchadsøen samt de øvre dele af Benuefloden, inden han i 1853 nåede Timbuktu, hvorfra rejsen gik tilbage over Sahara til Tripoli. Efter sin tilbagekomst udgav han Reisen und Entdeckungen in Nord- und Zentralafrika in den Jahren 1849 bis 1855, 1-5 (1857-58), der anses for en af de vigtigste kilder til regionens historie, antropologi og sproglige forhold. Barth fortsatte senere sine rejser i Middelhavslandene og blev i 1863 professor i geografi i Berlin.