Goodluck Jonathan, f. 20.11.1957, nigeriansk politiker, landets præsident 2010-15. Goodluck Jonathan, hvis familie var kanobyggere fra Nigerdeltaet, har studeret zoologi. I 1999 blev han valgt som viceguvernør i staten Bayelsa og blev guvernør i 2005. To år efter blev han nomineret af People's Democratic Party (PDP) og blev valgt til vicepræsident. Som følge af den regerende præsident Umaru Yar'Aduas sygdom blev Goodluck i februar 2010 fungerende præsident og overtog embedet, da Yar'Adua døde i maj 2010. Han vandt præsidentvalget året efter. Goodluck Jonathans embedsperiode kom fra 2011 til at blive præget af uro i Nigerias nordlige del, hvor den radikale islamistiske bevægelse Boko Haram førte en brutal og succesfuld kamp mod regeringsstyrkerne. Han blev slået af Muhammad Buhari ved præsidentvalget i 2015.
Goodluck Jonathan
Faktaboks
Goodluck Jonathan
- Født
- 20. november 1957
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.