Dahomey, vestafrikansk rige i det nuværende Benin. Dahomey blev etableret i første halvdel af 1600-t. med hovedstad i Abomey i Slavekystens bagland. Dahomeys fjerde konge, Agaja (ca. 1715-40), erobrede i 1720'erne kyststaterne Allada og Whydah. Herved opnåede Dahomey lokalt overherredømme, men måtte efter flere invasioner fra Oyoimperiet i det vestlige Nigeria anerkende tributpligt indtil 1823. I 1700-t. blev Dahomey storleverandør til de transatlantiske slavetransporter. Alligevel var slaveeksporten ikke stor nok, og økonomien kom i krise. Med den europæiske slavehandels ophør i begyndelsen af 1800-t. søgte kongerne Gezo (1818-58) og Glele (1858-89) at omlægge økonomien til palmeolieproduktion. I slutningen af 1870'erne havde Frankrig etableret støttepunkter på kysten og angreb Dahomey under Gleles efterfølger, Behanzin, og området blev endeligt underlagt i 1894. Dahomey var, fra frigørelsen fra Frankrig i 1960 og indtil 1975, Benins officielle navn.