Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Mauretanien - geografi

Oprindelige forfattere BJAnd og Sebro Seneste forfatter sthornval

Mauretanien er en ørkenstat. Senegalfloden danner mod syd grænse til Senegal, mens de øvrige grænser er rette linjer trukket gennem helt ubeboede egne. Terrænet er fladt; kun få bjergområder når over 500 m. De store ørkenområder er uden vegetation og helt præget af vindens kræfter. Store afblæsningsflader med sten- og grusørken afløses af sandørkenens vandreklitter i alle størrelser. Her findes symmetriske parabelklitter, barkaner, og 90 m høje klitrækker af mange kilometers længde. Undergrunden består af grundfjeld og foldede sandstensformationer, der står tilbage som opsplittede plateauer og hårde inselberge i det flade landskab. Indlandets historiske oasebyer, Atar, Chinguetti, Ouadane, Tidjika, Tichit og Oualata, ligger alle ved foden af sådanne erosionsrester. Den sydligste fjerdedel af Mauretanien ligger i Sahelbæltet med busksteppe og spredt akaciesavanne, der ved Senegalfloden afløses af galleriskov. Men også her er der løst sand, vandreklitter og risiko for ørkenspredning, som søges stoppet med bl.a. dansk ulandsbistand. Senegalfloden har dæmninger og sluser, som dels hindrer indstrømning af saltvand, dels regulerer de årlige højvander.

Saharas ørken når helt ud til kysten, som er en udligningskyst med klitter, saltsumpe, saltpander og mod nord den store tidevandsbugt, Banc d'Arguin. Bugten er udlagt som nationalpark pga. sin store betydning for trækfugle.

Klimaet er overvejende tropisk med en hed og en kølig årstid og store temperatursvingninger mellem dag og nat. I det nordligste højland kan der optræde nattefrost. I det indre af landet når temperaturen ofte over 50 °C i maj-august. Det meste af året blæser NØ-passaten, der er tør og støvfyldt; ofte lammer sandstorme samfundet både på landet og i byerne. Kun i den sydligste del af landet er der en egentlig regntid. Den har højdepunkt i august, men nedbøren varierer meget fra år til år og synes faldende. Siden 1960'erne er grænsen for 250 mm årlig nedbør rykket 200 km sydpå. Også de nordlige egne får lidt regn, her fra Atlanterhavets frontsystemer, som i den kølige tid kan nå så langt mod syd. I selve kystzonen er klimaet lidt køligere, da tåge ofte dæmper temperaturen.

Annonce

Befolkning. Mauretanien er et af verdens tyndest befolkede lande, og store områder er helt ubeboede; i gennemsnit bor der blot 2,1 indb. pr. km2. Den største etniske gruppe er maurerne, der traditionelt har været nomader og oaseboere i ørkenen og halvørkenen i den centrale del af landet. Maurernes kultur er en sammensmeltning af arabiske, berberiske og afrikanske træk og skarpt klassedelt. De lyse maurere, beydane eller bidan, udgør 28% og har siden selvstændigheden domineret Mauretanien politisk. Deres tidligere og til dels nuv. slaver, de sorte maurere, haratin, udgør 40% af befolkningen og er den største gruppe. Mod syd bor en række frie, sorte folk. De vigtigste er peul eller fulani, som er kvægavlere, samt wolof, sarakole og tukulor. Tørkekatastrofer i 1970'erne og 1980'erne ødelagde livsbetingelserne for størstedelen af den nomadiske befolkning. De måtte søge til byerne, og nomadernes andel af befolkningen faldt fra 83% i 1963 til 12% i 1988. Slumbebyggelser omkring hovedstaden voksede frem, og Nouakchott havde i 2006 omkring 3/4 mio. indbyggere. Etniske overgreb på den sorte befolkning har drevet mange på flugt til udlandet, men modsat er maurere og tuareger fra især Mali nu flygtninge i Mauretanien. Befolkningsstatistik er bl.a. på denne baggrund usikker, men vækstraten anslås til 2,9% om året.

Landbrug. I år med normal nedbør er husdyr den vigtigste indtægtskilde, og i et smalt bælte mod syd kan der dyrkes hirse og durra. Hertil kommer oasernes daddellunde og mindre områder med kunstvandet ris.

Fiskeri. Pga. Den Kanariske Strøm er Atlanterhavet ud for Mauretanien et upwellingområde med store fiskebestande. Det lokale fiskeri foregår fra småbåde, og udbyttet er ikke stort. Imidlertid var fiskeriet i 1980'erne økonomiens mest dynamiske sektor, takket være udenlandske rederiers fangst. Der er fiskeriaftaler med EU og andre lande, og siden 1983 har det været et krav, at fangsten landes og forarbejdes i Mauretanien. I alt bidrager fiskerisektoren med 5-10% af BNP. På grund af overfiskeri har landet dog siden 1995 årlig haft 1-2 måneders fiskestop. Fiskerisektoren stod i 2000 for 65% af landets eksport og gav samtidig indtægter fra en fiskeriaftale med EU, som blev forlænget i 2001.

Minedrift. Mauretaniens bidrag til verdensøkonomien består især af jernmalm fra nogle vældige malmlejer nær minebyen Fdérik. Reserverne anslås til 5-6 mia. t, og årsproduktionen ligger på 10-12 mio. t, hvilket placerer landet blandt verdens ti største jernmalmproducenter. Tog i pendulfart fører malmen de 700 km til havnen ved Nouadhibou, hvorfra den eksporteres. Mineselskabet blev nationaliseret i 1972, og investeringer har siden da krævet stor låntagning i udlandet. Fund af diamanter i det nordlige Mauretanien i 1999 ser lovende ud.

Industrien bidrog i 1980'erne kun med 5% af BNP; siden er industriens betydning dog vokset betragteligt. Vigtigst er fiskeindustri, som tidligere var domineret af statslige selskaber. Verdensbankens lånebetingelser nødvendiggjorde i 1990 en privatisering af statslige virksomheder. Prøveboringer ud for Mauretaniens kyst i 2001 viste, at landet har betydelige oliereserver, og kommerciel udnyttelse forventes at begynde i 2006.

Infrastruktur. Kun i den sydlige del af landet er der et egentligt vejnet; den transmauretanske vej fra Nouakchott til Néma blev færdig i 1985. Skal man nordpå fra hovedstaden, foregår det ad sandstranden eller via ørkenspor. Malmbanen til Fdérik og Zouérate er landets eneste jernbane.

Læs mere om Mauretanien.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bjørn Jakob Andersen, Henrik Sebro: Mauretanien - geografi i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 12. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=123081