Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Gambia

Oprindelig forfatter BJAnd Seneste forfatter Redaktionen

Gambia, lille republik i Vestafrika, som omfatter et smalt bælte omkring de nederste 475 km af Gambiafloden. Landet var britisk koloni indtil 1965 og indgik 1982-89 sammen med det omsluttende Senegal i konføderationen Senegambia — en politisk konstruktion, som aldrig fik nogen særlig praktisk betydning. Gambia er mål for en del charterturister, bl.a. fra de nordiske lande.

Nationalflag

Gambia antog sit nationalflag ved uafhængigheden i 1965. Læs mere om Gambias nationalflag.

Geografi

Gambiaflodens munding udgør den nordlige del af Gambias Atlanterhavskyst, mens den 50 km lange sydlige del har brede sandstrande med kokospalmer. Ved mundingen ligger hovedstaden Banjul omgivet af mangroveskov. Læs mere om Gambias geografi.

Annonce

Gambia (Landefakta)
25632656.601.png25657913.601.png
Dansk navnGambia
Lokalt navnGambia
Engelsk navnThe Gambia, Republic of The Gambia (off.)
Uafhængighed1965
Areal11.295 km2
Indbyggertal (2014)1.920.000
HovedstadBanjul
Sprogengelsk (off.), mandinka, wolof, fulani og ca. 15 andre niger-kordofanske sprog
Befolkningmalinke 40%, fulani 15%, wolof 15%, diola 10%, soninke 8%, tukulor 6%, andre 6%
Religionmuslimer 90%, kristne 9%, naturfolks religioner 1%
Møntenheddalasi
MøntkodeGMD
Nationalitetsmærke til bilerWAG
Internetdomænenavn.gm
BNP pr. indb. (2012)502 $
Middellevetid (2014)mænd 62 år, kvinder 66,7 år
Indeks for levevilkår (HDI, 2013)0,441
Indeks for levevilkår (position)172

Sprog

Der tales ca. 20 sprog i landet. De tre vigtigste, der alle tilhører den niger-kordofanske sprogæt, er mandesproget mandinka samt fulani og wolof af den atlantiske sprogfamilie. De tre sprog tales af hhv. 40, 25 og 15% af befolkningen. Det officielle sprog er engelsk.

Religion

Op mod 90% af befolkningen i Gambia er muslimer. Islam blev introduceret i området i 1000-t., men havde i begyndelsen ikke held til for alvor at præge befolkningen. Først i 1700- og 1800-t. blev størstedelen af befolkningen islamiseret.

Forfatning

Den Anden Republik Gambias forfatning er fra 1997. Den udøvende magt ligger hos præsidenten, der er såvel statsoverhoved som regeringschef. Læs mere om Gambias forfatning.

Uddannelse

Undervisningssproget i skolerne er traditionelt engelsk, på de yngste klassetrin dog ét af de gambianske sprog. Førskolerne, der er private, er for de 3-7-årige. Læs mere om Gambias uddannelsessystem.

Historie

Området omkring Gambiafloden var en del af Maliriget fra 1200-t. til rigets opløsning sidst i 1400-t., og det beboedes af bl.a. malinke, wolof og fulani. I 1455 opdagede portugiseren Cadamosto Gambiafloden, og i slutningen af århundredet skød handelsstationer op med især slavehandel for øje. Læs mere om Gambias historie.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bjørn Jakob Andersen: Gambia i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 13. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=81969