Burkina Faso - geografi

Der er over 50 etniske grupper i landet, de fleste med eget sprog. Største gruppe er mossi, der udgør mere end halvdelen af befolkningen. Denne gruppe bebor især de centrale, tætbefolkede dele af landet. Næststørste gruppe er peul (eller fulani), som udgør ca. 10% af befolkningen og især bebor de tyndtbefolkede nordlige provinser. Andre vigtigere grupper er bobo, gurunsi, bisa-samo, senufu, marka, diula og gurmantché, der i rækkefølge udgør 7-4%. Landet er inddelt i 30 provinser, til dels afgrænset efter etniske linjer.

Burkinerne bor helt overvejende på landet. Kun 18% bor i byerne, hvoraf de største er hovedstaden Ouagadougou og Bobo Dioulasso. I byerne er der flest mænd, der er søgt ind til lønarbejde, mens kvinder og børn i stor udstrækning bliver i landsbyerne. Der foregår betydelige flytninger fra nord til syd, og hver sjette indbygger bor i en anden provins end den, hvori han eller hun er vokset op.

Børnedødeligheden er stærkt faldende, men dog fortsat blandt de højeste i verden; befolkningstilvæksten er omkring 3% om året og middellevetiden kun 48 år.

Den burkinske civil- og familielov fra 1990 har forsøgt at forbedre kvindens vilkår. Arrangerede ægteskaber er blevet forbudt, så et ægteskab kan annulleres, hvis en af parterne klager til myndighederne. Polygami tillades, men hvis der ikke ved brylluppet afgives en erklæring om, at ægteskabet betragtes som polygamt, kan manden ikke senere beslutte sig for flere koner.

Landbrug er langt den vigtigste beskæftigelse i Burkina Faso, men betingelserne for landbrugsproduktion varierer meget fra nord til syd og fra år til år, og kun 13% af landet er opdyrket. Klimaet er overalt tropisk med de højeste temperaturer (45 °C og mere) før regntiden. Regnen begynder tidligst og er rigeligst (1300 mm) i de sydvestlige egne og når oftest i juni til Gorom-Gorom, hvor årsnedbøren er 400 mm i gennemsnit, men hvor regnen ofte udebliver. For hele landet er gennemsnitsnedbøren faldet i anden halvdel af 1900-t. De nordlige områder er en del af Sahelbæltet med halvørken og tør savanne. Befolkningen bor spredt med dyrehold, og der dyrkes hirse og durra. I det sydligere bælte med savanne dyrkes foruden hirse også jordnødder. I de sydligste provinser med over 1000 mm nedbør dyrkes ris, majs, bomuld og sukkerrør. Ved bygning af et meget stort antal små dæmninger er der sket en kraftig vækst i havebruget, som har fået stor betydning for den lokale ernæring og økonomi. Landbruget bidrager med ¹/₃ af BNP og en meget stor del af eksporten; hovedparten er levende kvæg, huder og bomuld.

Undergrunden er ikke rig på mineraler; mindre forekomster af fosfat og guld udnyttes dog, og guld udgør 25% af eksporten. Det franske monopol på mineralområdet blev først brudt med omvæltningen i 1983, og med demokratiseringen siden da er der generelt sket liberaliseringer i økonomien.

Industrien beskæftiger kun få pct. Sektoren knytter sig til landbrugsprodukter og har været statsstyret. Tekstil- og sukkerfabrikker er blandt de få større virksomheder. Håndværksmæssig produktion af bl.a. møbler har politisk bevågenhed; hvert andet år afholdes en stor kunsthåndværksmesse i Ouagadougou, hvor tekstiler, bronzer, læderarbejder, træskulpturer og møbler udstilles.

Den offentlige sektor er betydelig og relativt velfungerende. Sundhedssektoren er dog utilstrækkelig, og resurserne meget skævt fordelt med overvægt på faciliteter i Ouagadougou og Bobo Dioulasso. Et stort antal sundhedsklinikker er dog jævnt fordelt i landets provinser, hvor de tilbyder basal helsetjeneste.

Transportnettets rygrad er en asfalteret hovedvej fra Elfenbenskysten over Bobo Dioulasso og Ouagadougou til Niamey i Niger. Fra vejen er der afstikkere til de øvrige nabolande, og der er busforbindelse fra hovedstaden til de større byer. Vejnettet har høj prioritet i landets udviklingsplaner. Cykler og knallerter er meget udbredt; sammen med små motorcykler udfører de en stor del af transportarbejdet af både mennesker og varer. Æselkærrer er et vigtigt lokalt transportmiddel. Jernbanen fra Elfenbenskysten til Ouagadougou er ført igennem til Kaya; den er hovedrute for bl.a. kvægeksporten, og store dele af importen kommer denne vej.

Udviklingsbistanden er betydelig og kommer især fra Frankrig og EU i øvrigt. Burkina Faso blev i 1993 et af de såkaldte hovedmodtagerlande for dansk ulandsbistand; den danske hjælp har især været rettet mod drikkevands- og elforsyning.

Turismen er i vækst, men fortsat af begrænset betydning. Det er målet at skabe turistfaciliteter over hele landet, herunder i dyrereservaterne i syd, Arly, Nazinga og Boromo, som rummer antiloper, gazeller, vortesvin, aber og elefanter samt enkelte løver og leoparder.

Læs mere om Burkina Faso.