Poor whites, (eng. 'fattige hvide'), social gruppe bestående af fattige hvide i Sydafrika, som især i tiden mellem 1. og 2. Verdenskrig udgjorde en stor befolkningsgruppe i byområderne. I 1930 talte de fattige hvide ca. 130.000 personer. Ved hjælp af en favoriserende raceadskillelsespolitik havde de hvide arbejdere i Sydafrika allerede i begyndelsen af 1940'erne opnået en relativ velstand, mens fattigdomsproblemerne var blevet skubbet over på de sorte.