Bantustans, bantu homelands, (bantu 'hjemlande'), områder i Sydafrika forbeholdt den sorte befolkning; de dækkede i 1989 ca. 13% af landets areal med ca. 16 mio. indbyggere svarende til ca. halvdelen af den sorte befolkning. De i alt ti hjemlande lå i landets østlige egne og var indtil 1985 en vigtig del af det hvide styres raceadskillelsespolitik (apartheid).

Grundlaget for bantustanpolitikken var jordlovene fra 1913 og 1936, der fordelte jorden med 87% til de hvide og 13% til de sorte. Formålet var at skabe et hvidt Sydafrika, idet alle sorte skulle placeres i hjemlandene, der med tiden skulle opnå selvstændighed. Afgørende var også ønsket om at etablere områder, der kunne fungere som leverandør af billig arbejdskraft. I 1970 blev alle sorte gjort til statsborgere i hjemlandene og fik frataget deres sydafrikanske statsborgerskab, uanset om de altid havde boet i de såkaldte hvide områder. Indtil 1983 blev mere end tre mio. mennesker tvangsforflyttet til bantustans. I 1985 reviderede det hvide mindretalsstyre bantustanpolitikken og opgav reelt bantustans som middel i raceadskillelsespolitikken. De fire hjemlande Bophuthatswana, Transkei, Ciskei og Venda havde opnået selvstændighed, som dog kun var anerkendt af Sydafrika. De øvrige bantustans var Gazankulu, KaNgwane, KwaNdebele, KwaZulu, Lebowa og Qwaqwa.

Det vigtigste erhverv i hjemlandene var selvforsyningslandbrug. De overbefolkede og ofte ufrugtbare områder er som følge af træfældning, overgræsning, erosion osv. præget af en voldsom naturnedslidning. Arbejdsløsheden var over 50%, og mange, især mænd, levede som migrantarbejdere eller pendlede dagligt til byerne. Befolkningssammensætningen domineredes af kvinder, børn og ældre; børnedødeligheden var en af de højeste i Afrika.

Efter det første frie valg for alle borgere i Sydafrika i april 1994 og den dermed endelige afskaffelse af apartheidsystemet er hjemlandene, som i en overgangsperiode blev omdøbt til Self Governing Territories, blevet integreret i Sydafrikas ni nye, delvist selvstyrende provinser.

Bantustans (1990)

hjemland indb. i mio. (ekskl. migrantarbejdere) landbrugsjord pr. familie (ha) migrantarb. (% af arbejdsstyrken)
Bophuthatswana 1,9 1,4 26,6
Ciskei 0,8 0,6 15,8
Transkei 3,1 1,5 25,7
Venda 0,5 0,8 19,0
Gazankulu 0,7 0,6 20,2
KaNgwane 0,6 0,5 25,9
KwaNdebele 0,5 0,5 42,8
KwaZulu 4,9 0,5 14,0
Lebowa 2,6 1,0 18,6
Qwaqwa 0,3 0,2 45,6

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig