Zimbabwe - historie

Ca. 500.000 år gamle spor af mennesker er fundet i landet. San anses for efterkommere af tidlige beboere; de blev fortrængt af bantufolk, som indvandrede fra nord fra omkring 400-tallet og begyndte at udnytte guld og andre mineraler i området mellem floderne Zambezi og Limpopo. Shonaernes forfædre opførte monumentale bygningsværker af sten med en teknik, der kulminerede i Great Zimbabwe nær det nuværende Masvingo; byen var centrum i et handelskongedømme, der blomstrede fra ca. 1100 og beherskede store dele af det område, der udgør det moderne Zimbabwe og Mozambique. Kongeriget blev i 1400-tallet splittet i det nordlige rige, Monomotapa, og det sydlige, Changamire. Monomotapa blev besejret af portugiserne i 1600-tallet, mens Changamire overlevede indtil 1800-tallet, da riget blev ødelagt af bl.a. ndebele, endnu et bantufolk, som indvandrede fra syd i 1830'erne.

Lobengula, Ndebelerigets hersker fra 1870, forsøgte forgæves at modstå British South Africa Company, ledet af den britiske politiker og imperialist Cecil Rhodes; kompagniet blev i 1889 befuldmægtiget af den britiske regering til at styre det område, som i 1895 formelt fik navnet Rhodesia. I 1911 deltes territoriet i Nordrhodesia (Zambia) og Sydrhodesia (Zimbabwe). Ved ophævelsen af kompagniets charter i 1923 valgte de hvide indbyggere at danne en selvstyrende koloni inden for Det Britiske Imperium, og Sydrhodesia blev formelt annekteret af Storbritannien.

De hvide kolonisters antal voksede hastigt, fra 34.000 i 1922 til 157.000 i 1953. Fra 1934 vedtoges en række jordlove, som gav de hvide landmænd 75 procent af højlandets bedste jord. Udviklingen blev mødt af voksende afrikansk modstand, især efter sammenslutningen i 1953 af Syd- og Nordrhodesia samt Nyasaland (nuværende Malawi) i Den Centralafrikanske Føderation, hvis forfatning overdrog al magt til de hvide. I 1961 grundlagde Joshua Nkomo nationalistbevægelsen ZAPU, hvorfra det mere radikale ZANU under Ndabaningi Sithole og Robert Mugabe udsplittedes i 1963. Som reaktion på de sortes voksende protester valgte den hvide befolkning i 1962 en regering ledet af det nydannede, racistiske parti Rhodesian Front. Storbritannien opløste Den Centralafrikanske Føderation ved årsskiftet 1963-1964; Zambia og Malawi blev uafhængige, mens Sydrhodesia forblev koloni. I 1964 blev Ian Smith valgt til leder for Rhodesian Front og til premierminister. Han forbød ZANU og ZAPU, fængslede organisationernes ledere, og i november 1965 udstedte han en ensidig uafhængighedserklæring for landet under navnet Rhodesia.

Uafhængigheden blev ikke anerkendt af udlandet, og på britisk foranledning vedtog FN økonomiske sanktioner mod landet, som i 1970 brød helt med Commonwealth og erklærede sig for republik. De internationale sanktioner blev dog i høj grad undermineret af Sydafrika og de portugisiske nabokolonier. ZANU og ZAPU indledte væbnet kamp mod Smithstyret i 1966. Frihedskampen tog til i intensitet i 1970'erne, efterhånden som uafhængighedsbevægelsen i Mozambique, Frelimo, vandt frem og i 1974 fik magten. I 1976 forenede ZANU og ZAPU sig i Patriotic Front (PF), og det stadig mere pressede styre måtte erklære sig rede til forandring. I april 1979 gennemførtes et ikke-racedelt valg, som frihedsbevægelserne dog var udelukket fra. Biskop Abel Muzorewas UANC vandt og dannede regering, men først senere på året ved de såkaldte Lancaster House-forhandlinger kom en fredsaftale på plads. Ved det følgende frie valg i februar 1980 vandt ZANU stort, og Mugabe blev premierminister i landet, hvis uafhængighed under navnet Zimbabwe blev internationalt anerkendt i april.

Mugabe førte i begyndelsen en forsonlig genopbygningspolitik, men det blev efterhånden klart, at hans hensigt var en monopolisering af magten via en erklæret socialistisk etpartistat. ZAPU fik flere ministerposter, men Nkomo blev udelukket fra regeringen i 1982. I 1987 enedes Mugabe og Nkomo om en sammenslutning af deres partier til ZANU-PF. En samtidig forfatningsændring gjorde Mugabe til præsident, mens Nkomo blev minister og efter valget i 1990, da ZANU-PF vandt 116 af 120 pladser i parlamentet, vicepræsident.

Lancaster House-aftalen havde forhindret radikale omfordelinger af landbrugsjorden, men i 1992 blev en lov vedtaget, som tillod omfordeling af en del af den jord, som var ejet af hvide. Imidlertid fik Zimbabwe ikke den lovede økonomiske støtte fra Storbritannien til opkøb af jord, og desuden viste omfordelingsprojekterne sig at være både dårligt planlagte og urentable. I 1990'erne blev Mugabe desuden mødt af voksende modstand fra fagbevægelsen og nye politiske partier samt af øget international skepsis. Zimbabwes økonomiske krise førte til stadig mere social uro fra 1997. Regeringen forsøgte at inddæmme uroen ved at tillade de utilfredse, organiseret som såkaldte krigsveteraner, at besætte landbrug ejet af hvide, som ikke modtog nogen form for kompensation. Kampagnen accelererede i 1999 og 2000 som led i kampen mod det nydannede oppositionsparti MDC (Movement for Democratic Changes), der med udgangspunkt i fagbevægelsen hurtigt havde vundet betydelig styrke. Forslaget om en forfatningsændring, der skulle styrke Mugabe, blev dog forkastet ved en folkeafstemning i februar 2000. Derimod vandt regeringspartiet knebent parlamentsvalget i juni. Zimbabwe har siden 1998 været involveret i krigen i Den Demokratiske Republik Congo på Kabila-styrets side. Den deraf følgende økonomiske belastning har været medvirkende til den stærkt øgede ustabilitet, som fortsat præger Zimbabwe. Den politiske krise i Zimbabwe skærpedes frem mod præsidentvalget i 2002 og i takt med, at krigsveteraner besatte hvide farmeres landbrug og udenlandske virksomheder. Efter valget udråbtes Mugabe som vinder med 56 procent af stemmerne. Dette resulterede i internationale fordømmelser, og flere donorlande meddelte, at de ville reducere eller helt standse bistanden. Den danske regering meddelte i forlængelse heraf, at den danske ambassade i landet ville blive lukket og al bistand standset. Internt strammede Mugabe magten, blandt andet ved at begrænse pressefriheden og umuliggøre de hvide storfarmeres vilkår.

Ved parlamentsvalget i marts 2006 vandt ZANU-PF med 59,6 procent af stemmerne; MDC fik 39,5 procent af stemmerne. MDC vandt de store byer og det sydlige Zimbabwe, mens ZANU-PF vandt de centrale og nordlige regioner, som også er de tættest befolkede områder. Oppositionen klagede også ved dette valg over valgsvindel, men en kommission af valgobservatører fra den sydafrikanske regering støttede ikke anklagerne. Den politiske uro fortsatte efter valget og undertrykkelsen af oppositionen fortsatte. I slutningen af 2006 lod ZANU-PF præsidentvalget udsætte til 2008. Ved valget i marts 2008 mistede ZANU-PF for første gang sit absolutte flertal i parlamentet, og MDC blev største parti. Samtidig slog MDC's Morgan Tsvangirai Mugabe i præsidentvalgets første runde. Tsvangirai trak sig imidlertid få dage før anden runde, efter en række dødelige angreb på hans tilhængere. I stedet kunne Mugabe nu vinde valget uden modkandidater. Det udløste voldsom international kritik, ledsaget af krav om at Mugabe trådte tilbage, og Mugabe-regimets hidtige delvise forståelse fra nogle af naboerne i det sydlige Afrika, ikke mindst det sydafrikanske ANC-styre, blev væsentlig mere anstrengt. Efter flere måneders internationalt pres måtte Mugabe i september acceptere en aftale om deling af magten med Tsvangirai og MDC, således at Tsvangirai fik posten som Zimbabwes premierminister, mens Mugabes beføjelser som præsident blev indskrænket. Efter valget i 2013 fik ZANU-PF igen flertallet i parlamentet.