• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Sydafrika - historie

Oprindelig forfatter HES Seneste forfatter Redaktionen

Sydafrika. Britiske tropper besætter Pretoria juni 1901 under Boerkrigen.

Sydafrika. Britiske tropper besætter Pretoria juni 1901 under Boerkrigen.

Befolkningsmønstret og jordfordelingen i Sydafrika før koloniseringen var resultatet af flere århundreders samspil mellem san-folkets jægere og samlere, khoi-folkets kvæghyrder (se khoisan) og bantu-stammerne, som var agerbrugere. Omkring 1600 var khoi og san, som af de hvide senere blev kaldt hhv. hottentotter og buskmænd, bosat i den sydvestlige del af landet, mens bantuer havde bredt sig over den nordøstlige halvdel af det nuværende Sydafrika. På samme tid brugte bl.a. hollandske og engelske skibe den naturlige opankringsplads under Taffelbjerget ved Kap det Gode Håb til proviantering, og i 1652 etablerede det hollandske Forenede Ostindiske Kompagni (VOC) en fast handelsstation, som hurtigt voksede. I 1717 var der 2000 hvide indbyggere i Kapkolonien, i 1780 var der 10 000.

De første ofre for den europæiske kolonisering var khoifolket, der allerede var forsvundet omkring 1800, men også sanfolket blev fordrevet og næsten udryddet af de hvide boeres militsgrupper. Til gengæld blev der importeret slaver fra andre dele af Afrika; deres antal svarede igennem 1700-t. nogenlunde til den voksende hvide befolkningsgruppes. Ved blandingen af hvide, slaver og khoisan opstod en såkaldt farvet befolkningsgruppe. De hvides ekspansion førte fra 1770'erne til en lang række krige med bantufolkene; alene med xhosaerneudkæmpedes otte grænsekrige mellem 1779 og 1853. Zulurigets opståen og ekspansion i første halvdel af 1800-t., Mfecane, medførte fordrivelse og folkevandringer for andre indfødte folkeslag.

Premierministre og præsidenter
premierministre
1910-19Louis Botha
1919-24Jan Smuts
1924-39J.B.M. Hertzog
1939-48Jan Smuts
1948-54Daniel F. Malan
1954-58Johannes G. Strijdom
1958-66Hendrik Verwoerd
1966-78John Vorster
1978-84P.W. Botha
præsidenter
1961-67Charles R. Swart
1967-68Jozua François Naudé (konstitueret)
1968-75Jacobus Johannes Fouché
1975-78Nicolaas J. Diederichs
1978Marais Viljoen (konstitueret)
1978-79John Vorster
1984-89P.W. Botha
1989-94Frederik de Klerk
1994-99Nelson Mandela
1999-2008Thabo Mbeki
2008-09Kgalema Motlanthe
2009-Jacob Zuma

Storbritannien annekterede Kapkolonien i 1795, gav den tilbage til Holland i 1803, men overtog den atter i 1806. Herefter tog koloniseringen fart med øget handel, mission og import af flere tusinde britiske nybyggere. Briternes afskaffelse af slaveri i 1834 var en medvirkende årsag til Det Store Trek, hvor tusindvis af afrikaanere udvandrede fra Kapkolonien til det sydafrikanske indland. Udvandringen førte til oprettelsen af boerrepublikkerne Oranje Fristaten, Transvaal og Natalia; den sidste blev i 1843 indlemmet i den britiske Kapkoloni, hvoraf Natalkolonien udskiltes i 1856. Fra 1860'erne blev arbejdskraft importeret fra Indien til sukkerplantagerne i Natal.

Annonce

Udvinding af diamanter begyndte i 1870'erne ved hjælp af lavt betalte sorte migrantarbejdere, og i 1880'erne indledtes også guldudvinding. De rige mineralforekomster førte sammen med strategiske overvejelser til, at Storbritannien forsøgte at sikre sig kontrol over hele det sydafrikanske område, hvilket lykkedes med Boerkrigen 1899-1902. Boerrepublikkerne blev britiske kronkolonier; i 1910 samledes de med Natal- og Kapkolonien i Den Sydafrikanske Union, der blev en selvstændig dominion inden for Det Britiske Imperium.

Sydafrika. P.W. Botha, præsident 1984-89. Foto fra 1998.

Sydafrika. P.W. Botha, præsident 1984-89. Foto fra 1998.

Sydafrikas kolonihistorie svarer på mange punkter til det øvrige Afrikas, men den store hvide befolkning og opdagelsen af diamanter og guld medvirkede kraftigt til en særudvikling i Sydafrika; dels blev de indfødte afrikanere fordrevet fra store dele af landet (se bantustans), dels blev der skabt grundlag for en mere gennemgribende industrialisering end i noget andet afrikansk land. Både politisk og økonomisk udvikling blev præget af mere udtalt racemæssig ulighed. Ved oprettelsen af Den Sydafrikanske Union stadfæstedes et racediskriminerende system, hvori de sorte kun fik yderst begrænset parlamentarisk indflydelse. Det vigtigste politiske parti i det hvide parlamentariske system var i begyndelsen South African Party, som forsøgte at forene afrikaanere og engelsktalende. Partiets ledende skikkelser var Louis Botha, Sydafrikas første premierminister, og Jan Smuts; de var begge tilhængere af sydafrikansk deltagelse i 1. Verdenskrig, hvilket i 1914 førte til, at J.B.M. Hertzog, som var imod krigsdeltagelse, oprettede det afrikaanerdominerede National Party of South Africa (NP). NP fik stadig mere indflydelse og dannede fra 1924 regering med Labour Party. Ved Westminsterstatutten af 1931 underbyggedes Sydafrikas uafhængighed af Storbritannien yderligere.

I 1933 brød NP med Labour og dannede i stedet regering med South African Party; året efter smeltede de to partier sammen i United Party. I de følgende 15 år, især under og umiddelbart efter 2. Verdenskrig, gennemgik Sydafrika en hurtig industrialiserings- og urbaniseringsproces, hvorunder segregationslovgivningen udbyggedes og opretholdt de hvides privilegier både på arbejdspladserne og i boligområderne.

Sydafrika. Nelson Mandela og Winnie efter Mandelas løsladelse fra fængslet 11.2.1990.

Sydafrika. Nelson Mandela og Winnie efter Mandelas løsladelse fra fængslet 11.2.1990.

Beslutningen om at deltage i 2. Verdenskrig på allieret side samt en efter omstændighederne relativt liberal racepolitik førte i 1939 til gendannelsen af et hvidt nationalistparti, Reunited National Party. Partiet vandt regeringsmagten i 1948 og gennemførte en mere rigid racediskrimination under betegnelsen apartheid.

Mens næsten hele det øvrige Afrika i de følgende årtier blev afkoloniseret, kom apartheidsystemet til at stå stadig mere alene tilbage som eksempel på institutionaliseret hvidt overherredømme. Under National Partys ledelse fungerede Sydafrika frem til 1990 med en privilegeret parlamentarisme for de hvide, men som en undertrykkende politistat over for de sorte.

De indfødtes væbnede kamp mod koloniseringen i 1800-t. blev fra begyndelsen af 1900-t. afløst af mere moderne politiske frihedsbevægelser, vendt mod det hvide herredømme. Kampen var i nogle perioder ledet af de sorte fagbevægelser, i andre perioder blev utilfredsheden samlet i brede politiske bevægelser som All African Convention, ANC og UDF. Kampen var ikke-voldelig indtil efter Sharpevillemassakren i 1960, da ANC og PAC sammen med andre organisationer blev forbudt og herefter indledte væbnet kamp mod styret.

Sydafrika. De traditionelle lovprisningssangere har stadig en funktion i det moderne Sydafrika. Her ses præsident Thabo Mbeki sammen med sin lovprisningssanger, Sithemile Mlanjeni, som han har overtaget efter Nelson Mandela. Anledningen er Mandelas afskedsfest 26.3.1999.

Sydafrika. De traditionelle lovprisningssangere har stadig en funktion i det moderne Sydafrika. Her ses præsident Thabo Mbeki sammen med sin lovprisningssanger, Sithemile Mlanjeni, som han har overtaget efter Nelson Mandela. Anledningen er Mandelas afskedsfest 26.3.1999.

Massakren førte også til international kritik af Sydafrika, som nødtvungent meldte sig ud af Commonwealth of Nations og i 1961 skiftede navn og status til Den Sydafrikanske Republik. Fra midten af 1970'erne blev apartheidsystemet gradvis svækket pga. økonomisk stagnation, international isolation og voldsom modstand fra det sorte befolkningsflertal, især efter Soweto-oprøret i 1976. Apartheidstyret forsvarede sig gennem forstærket undertrykkelse, halvhjertede reformer og krig mod nabolandene helt frem til 1990, da apartheid officielt blev afskaffet, og åbne forhandlinger blev indledt med ANC om en magtdeling. De ledende kræfter i denne udvikling var Frederik de Klerk, præsident fra 1989, og Nelson Mandela, ANCs leder, der sad fængslet 1962-90. Ved landets første demokratiske valg vandt ANC i 1994 parlamentarisk kontrol, og Mandela blev præsident. Samme år genindtrådte Sydafrika i Commonwealth. ANC har som regeringsparti tilstræbt at kombinere økonomisk vækst med en mere social og racemæssig retfærdig fordelingspolitik. Med nedsættelsen af Sandhedskommissionen i 1995 indledtes en kortlægning af menneskerettighedskrænkelserne under apartheidstyret med henblik på befolkningsgruppernes forsoning. ANC vandt også valget i 1999, og Thabo Mbeki afløste Nelson Mandela som præsident.

Sydafrika. Et væsentligt element i den forsoningsproces, som Sydafrika har gennemgået i 1990'erne, er Sandhedskommissionen, der blev oprettet i 1995. Målet har ikke været et traditionelt retsopgør, men først og fremmest en kortlæggelse af de krænkelser af menneskerettighederne, som fandt sted under apartheid. Her ses afhøringen af det første vidne under den første høring 15.4.1996; kommissionens høringer blev ledet af tidligere ærkebiskop Desmond Tutu, som ses længst th. i billedet.

Sydafrika. Et væsentligt element i den forsoningsproces, som Sydafrika har gennemgået i 1990'erne, er Sandhedskommissionen, der blev oprettet i 1995. Målet har ikke været et traditionelt retsopgør, men først og fremmest en kortlæggelse af de krænkelser af menneskerettighederne, som fandt sted under apartheid. Her ses afhøringen af det første vidne under den første høring 15.4.1996; kommissionens høringer blev ledet af tidligere ærkebiskop Desmond Tutu, som ses længst th. i billedet.

Udenrigspolitisk forsøgte Sydafrika i årene efter 2000 at styrke sin regionale position ved at virke som konfliktløser for flere afrikanske konflikter, bl.a. i Rwanda og Den Demokratiske Republik Congo, dog uden meget held.

Ved parlamentsvalget i 2003 fik ANC over 2/3 af stemmerne og over 2/3 af pladserne i parlamentet. Det betyder at ANC selv kan udarbejde ændringer til forfatningen og sende dem til afstemning. For første gang fik ANC flertal i alle ni regioner, dog i alliance med andre partier i Kwazulu-Natal.

I 2008 blev præsident Mbeki tvunget væk fra posten af ANC; i stedet overtog Kgalema Motlanthe midlertidigt præsidentembede indtil valget i 2009. Her vandt Jacob Zuma, der siden 2007 har været været leder af ANC og vicepræsident under Mbeki.

Sydafrika har en stor indvandrerbefolkning samt mange flygtninge fra mange af Afrikas uroområder; mange var flygtet fra den katastrofale økonomiske krise i Zimbabwe. Det har flere gange udløst uroligheder, som f.eks. da omkring 100.000 blev drevet fra deres hjem i 2008.

Læs mere om Sydafrika.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hans Erik Stolten: Sydafrika - historie i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. juli 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=167999