Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Robert Mugabe

Oprindelig forfatter PeTy Seneste forfatter Redaktionen

Robert Mugabe, f. 21.2.1924, zimbabwisk politiker, premierminister 1980-87, præsident fra 1987. Mugabe gik ind i politik i 1960 og blev i 1963 medstifter og leder af den shonadominerede oprørsbevægelse ZANU (Zimbabwe African National Union). Han sad fængslet 1964-74. ZANU vandt landets første demokratiske valg i 1980, hvorefter Mugabe blev premierminister.

På trods af at han er erklæret marxist, har den magtbevidste, men pragmatiske Mugabe undladt at nationalisere landets erhvervsvirksomheder. Hans politiske fjender er blevet forfulgt, og især nedkæmpelsen 1980-87 af et påstået oprør blandt ndebelebefolkningen er berygtet. Mugabe var den første afrikanske statsleder, der først førte krig mod og derefter gennemførte en forsoningspolitik med landets hvide tidligere magthavere. I takt med at landets dårlige økonomi i 1990'erne havde undermineret hans autoritet, blev han dog mere og mere uforsonlig over for den hvide befolkning, og i 1997 gennemtrumfede han nationaliseringen af ca. halvdelen af landets 4000 hvide farmeres ejendom. Efter udenlandsk pres blev nationaliseringen ophævet i 1998. Mugabe fortsatte konfrontationen med Zimbabwes hvide farmere, og i 2001 opfordrede han jordløse såkaldte krigsveteraner til at besætte farmene og selv tage jorden. I takt med at Zimbabwe blev ramt af en dyb økonomisk krise, har han strammet grebet om oppositionen og dens støtter, og han vandt et omdiskuteret præsidentvalg i 2002.

Mugabes i stigende grad diktatoriske stil har isoleret Zimbabwe internationalt og bidraget til landets krise. Ved valget i marts 2008 tabte Mugabes parti ZANU-PF for første gang flertallet i parlamentet til Morgan Tsvangirais MDC. Han tabte ligeledes første runde i det samtidige præsidentvalg til Tsvangirai. Denne trak sig dog få dage før anden runde for at undgå yderligere vold fra Mugabes støtters side, og Mugabe vandt derfor uden modkandidater en ny periode som præsident. Valget udløste voldsomme internationale protester med krav om Mugabes afgang, og efter lang tids pres måtte Mugabe acceptere at dele magten med Tsvangirai, som blev landets nye premierminister, mens Mugabe beholdt posten som landets præsident, men med indskrænkede magtbeføjelser.

Annonce

Ved valget i 2013 genvandt Mugabe præsidentposten, og hans parti, ZANU-PF, opnåede igen flertallet i parlamentet. Fra flere sider, bl.a. fra hans modstander, Tsvangirai, er valget efterfølgende fordømt som værende præget af svindel.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Peter Tygesen: Robert Mugabe i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=128199