Rhodesia, afrikansk stat 1965-80, grundlagt af Ian Smiths hvide mindretalsstyre i Sydrhodesia. Smith erklærede ensidigt landet for uafhængigt, og styret blev fra begyndelsen bekæmpet med økonomiske sanktioner af den tidligere kolonimagt Storbritannien.

Faktaboks

Etymologi
Rhodesia var opkaldt efter Cecil Rhodes.

Især efter 1972 mødte styret væbnet modstand fra den sorte nationalistbevægelse under Joshua Nkomo og Robert Mugabe. I sidste halvdel af 1970'erne blev guerillakrigen stadig mere brutal, i takt med at regimet isoleredes internationalt. Nationalistbevægelsen samledes i Patriotic Front, og Smith måtte ved forhandlinger i London i 1979 gå med til at afholde valg under britisk observation. Ved valget i 1980 vandt Mugabe en jordskredssejr og blev det nye Zimbabwes første leder.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig