Pik Botha var en sydafrikansk diplomat og politiker. Botha gjorde fra 1953 tjeneste som diplomat i Sverige og Tyskland, var ambassadør ved FN 1974 og 1975-77 i USA; han repræsenterede Sydafrika ved Den Internationale Domstol i Haag under høringerne om Namibia, som i 1990 førte til landets selvstændighed. Botha, som tilhørte det konservative National Party, var udenrigsminister 1977-94, tillige informationsminister 1980-94 og spillede en central rolle i udviklingen af reformpolitikken under regeringslederen P.W. Botha. I 1984 stod han bag en sikkerhedsaftale med Angola og Mozambique. Botha blev i 1992 leder af National Party i Transvaalprovinsen; i 1994 udnævnt til minister for energi og minedrift i Nelson Mandelas regering. Botha trådte ud af regeringen 1996 og forlod aktiv politik; han blev 1996 medlem af ANC.