Oranje Fristaten, eng. Orange Free State, afrikaans Oranje Vry Staat, Orange Fristaten, republik på Sydafrikas indre højslette 1854-1901. Efter 1830'ernes indvandring fra Kapkolonien til området mellem floderne Oranje og Vaal befæstede de hvide indvandrere, især boere, deres omfattende erobringer ved med britisk samtykke at etablere en hvid republik med hovedstad i Bloemfontein. Fristatens oprindelige sotho-talende befolkning nægtedes ejendomsret. Mange sothoer indgik derefter aftaler om brugsret til jorden mod aflevering af halvdelen af afgrøden, andre flygtede til Lesotho, hvorfra de organiserede et forsvar mod den ekspanderende fristat, der finansierede våbenimporten fra Kapkolonien gennem eksport af uld og elfenben. Da det i 1896 stod klart, at den britiske kolonimagt ønskede at opnå fuld kontrol over guldforekomsterne i boerrepublikken Transvaal nord for floden Vaal, indgik Oranje Fristaten en forsvarsalliance med Transvaal. Under Boerkrigen 1899-1902 overgav de sidste af Fristatens tropper sig i 1901. Området var 1901-10 kendt som Orange River Colony. Siden 1910 har Oranje Fristaten været en af Sydafrikas provinser, fra 1996 under navnet Fristaten.