Namibia (Historie)

Namibia (Historie), Den første bosættelse i Namibia skete for ca. 25.000 år siden og bestod af khoisan-grupper, der ernærede sig som jægere og samlere. De første bantu-talende folk bragte mellem 500-1000 agerbrug og dyrehold til Namibia. Den uvejsomme Namibørken beskyttede landet mod slavehandel og betød, at kontakten med europæere før begyndelsen af 1800-tallet var meget begrænset. Befolkningen omkring 1800 bestod især af ovamboer, der var agerbrugere, samt i Central- og Sydnamibia hereroer og namaer, der var hhv. kvæg- og fåreholdere. De namibiske samfund var organiseret i mindre enheder omkring lokale konger eller høvdinge, og der var en høj grad af selvforsyning.

Fra 1842 etablerede Det Rhinske Missionsselskab permanente missionsstationer i Namibia, og fra 1870 bosatte finske missionærer sig i Ovamboland.

Med Storbritanniens anneksion af Walvis Bay i 1878 blev Namibia draget ind i det koloniale kapløb. Tyskland annekterede i 1884 Namibia som Tysk Sydvestafrika, primært for at beskytte tyske handelsinteresser, og efter 1893 blev en række tyske farme etableret. Herefter fulgte en række væbnede konflikter, den største 1904-07, hvor herero- og namagrupper gjorde oprør. Opstanden blev brutalt nedkæmpet, og op mod halvdelen af hereroerne og ²/₃ af namaerne omkom. Massakrerne regnes for det 20. århundredes første folkemord. Det tyske koloniherredømme endte i 1915, da sydafrikanske tropper som led i 1. Verdenskrig invaderede Namibia. I 1920 blev Sydvestafrika gjort til et mandatområde under Folkenes Forbund, styret af Sydafrika. Sydafrikanerne søgte i 1933 og 1946 at annektere Namibia, hvilket blev forhindret af Folkenes Forbund og senere FN. I 1920'erne og 1930'erne etableredes et stort antal hvide farme. I 1949 blev Namibia et formynderskabsområde under FN med det formål at forberede uafhængigheden. Den sydafrikanske regering modsatte sig og gennemførte tværtimod apartheidlove ligesom i Sydafrika. Fra slutningen af 1940'erne blussede den antikoloniale modstand op igen, og de nationalistiske bevægelser SWANU (South West African National Union) og SWAPO (South West African People's Organization) blev oprettet i hhv. 1959 og 1960. SWANU havde sine rødder i hereroeliten, SWAPO blandt migrantarbejdere overvejende fra Ovamboland. Til at begynde med brugte SWAPO fredelige midler, og først i 1966 blev en væbnet kamp besluttet. Samme år fratog FN's Generalforsamling Sydafrika dets formynderskab. Sydafrika kom under stigende pres fra det internationale samfund pga. apartheidpolitikken og den illegale besættelse af Namibia, hvilket kulminerede med vedtagelse af Sikkerhedsrådsresolution 435 i 1978, der udstak reglerne for en FN-overvåget namibisk overgang til uafhængighed. Assisteret af nyvalgte konservative regeringer i USA og Storbritannien lykkedes det Sydafrika at forhindre gennemførelsen af resolutionen. For at skabe et namibisk alternativ til SWAPO afholdt Sydafrika i 1975 en konference blandt etniske ledere i Namibia, og i 1978 stiftedes DTA (Democratic Turnhalle Alliance), som var en sammenslutning af etniske ledere.

Da Sydafrika i 1989 accepterede Namibias uafhængighed under FN's opsyn, skyldtes det især stigende international kritik, sanktioner mod Sydafrika, dets militære problemer i Angola samt indenrigspolitisk pres. Valg til en grundlovgivende forsamling blev afholdt i 1989, og SWAPO vandt 57% og DTA 28% af stemmerne. Den grundlovgivende forsamling vedtog i enstemmighed en demokratisk forfatning, og Namibia opnåede uafhængighed 21.3.1990. SWAPO's leder, Sam Nujoma, blev valgt til landets første præsident. Ved parlamentsvalget i 1994 opnåede SWAPO mere end ²/₃ af stemmerne og hermed muligheden for at ændre dele af forfatningen. Siden uafhængigheden har SWAPO ført en vækstorienteret økonomisk politik med visse socialstatslige elementer med vægt på sundhed og undervisning. De grundlæggende menneskerettigheder er blevet respekteret. På trods af, at Namibia har haft politisk stabile forhold og en positiv økonomisk udvikling, repræsenterer arbejdsløshed, en manglende jordreform og en skæv fordeling af de sociale goder fortsat en trussel mod stabiliteten.

I slutningen af 1990'erne blev Namibia inddraget i Angolas borgerkrig, fordi regeringen gav Angolas hær lov til at operere fra Namibia. I Caprivistriben indledte en løsrivelsesbevægelse i 1999 en væbnet kamp mod regeringen, hvilket sammen med kampene ved grænsen til Angola betød faldende turistindtægter. Først i 2002 var der igen så roligt i Caprivistriben at turister kunne vende tilbage til området. Senere sendte regeringen tropper til Den Demokratiske Republik Congo for at støtte præsident Laurent Kabila. Dette gav intern kritik, en kritik, som øgedes af, at regeringen ændrede forfatningen for at give præsident Sam Nujoma mulighed for at blive valgt for en tredje periode. Også menneskerettighedsorganisationer kritiserede regeringen, bl.a. som følge af myndighedernes overgreb mod homoseksuelle.

I 1999 genvalgtes Sam Nujoma alligevel med 77% af stemmerne. Samtidig vandt regeringspartiet SWAPO 55 af de 72 pladser i parlamentet. For at sætte fart på jordreformerne, som var blevet lovet ved selvstændigheden i 1990, besluttede regeringen i 2004 at ekspropriere og opstykke underudnyttede såkaldte kommercielle farme. Nujoma stillede ikke op til præsidentvalget i november 2004, hvor SWAPO i stedet opstillede Hifikepunye Pohamba som fik 76% af stemmerne og derved overtog præsidentposten i marts 2005. Ved det samtidige parlamentsvalg fik SWAPO ligeledes 76% af stemmerne. Ved præsident- og parlamentsvalget i 2009 genvandt han præsidentembedet, ligeledes bevarede SWAPO sin position. Efter sine to embedsperioder kunne Pohamba ikke stille op til valget i 2015, hvor han blev efterfulgt af Hage Geingop, som havde været vicepræsident for SWAPO siden 2007.

Læs mere om Namibia.