Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Morgan Tsvangirai

Oprindelige forfattere ABN og Sebro Seneste forfatter Redaktionen

Morgan Tsvangirai, f. 10.3.1952, zimbabwisk politiker. Tsvangirai blev som fagforeningsleder i 1988 generalsekretær for Zimbabwe Congress of Trade Unions, ZCTU. Han blev i 1999 formand for det nystiftede Movement for Democratic Change, MDC, som stod i opposition til præsident Robert Mugabe og hans parti, ZANU-PF. MDC kom efter flere gode valgresultater til at true ZANU-PFs magtmonopol, hvilket førte til kraftig undertrykkelse af oppositionen. Tsvangirai var 2002 oppositionens kandidat ved præsidentvalget, men tabte til Mugabe. Resultatet er omdiskuteret, og Tsvangirai blev få dage efter anklaget for højforræderi. I 2004 blev han frikendt for anklagerne, der bl.a. beskyldte ham for at have haft planer om at myrde Mugabe.

Ved valget i 2008 vandt MDC parlamentsvalget, og ZANU-PFs absolutte flertal blev således brudt for første gang siden selvstændigheden. Tsvangirai sejrede desuden i første runde af præsidentvalget, men trak sig få dage før anden runde, efter at hans tilhængere var blevet ramt af en bølge af vold. Valget blev således vundet af Mugabe, som nu var uden modkandidater. Forløbet udløste ny stærk kritik fra international side, og efter lang tids pres måtte Mugabe acceptere at dele magten med MDC og Tsvangirai, som blev ny premierminister, mens Mugabes beføjelser som præsident blev beskåret. Tsvangirai var premierminister 2009-13; forholdet til Mugabe blev dog ved med at være anspændt. Mugabe vandt præsidentvalget i 2013, og samme år afskaffede en forfatningsændring premierministerposten.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Anders Bo Nygaard, Henrik Sebro: Morgan Tsvangirai i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. januar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=174942