Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Kapkolonien

Oprindelig forfatter HES Seneste forfatter Redaktionen

Kapkolonien, Kaplandet, hollandsk, senere britisk koloni i det nuværende Sydafrika. I 1652 grundlagde Det Hollandske Ostindiske Kompagni en permanent forsyningsstation ved Kap det Gode Håb. Fra 1685 indførtes en lokaladministration i de udvidede grænseområder. Hen imod slutningen af 1700-t. havde udvidelserne af koloniens område ført til konflikter med den indfødte befolkning. I 1795 erobrede Storbritannien Kapområdet; på det tidspunkt havde ca. 15.000 hvide slået sig ned i kolonien. I 1803 overtog den hollandske regering kolonien, men i 1806 erobrede briterne igen området, og i 1820 blev ca. 5000 britiske nybyggere bosat omkring Port Elizabeth. Under Det Store Trek 1835-43 udvandrede ca. 12.000 afrikaanere fra Kapkolonien pga. utilfredshed med det britiske herredømme.

Koloniens slaver blev efter en overgangsperiode til free persons of colour i 1838. Den sorte befolkning fik formelt stemmeret, da Kapkolonien i 1853 fik eget regeringsstyre, men i praksis forhindrede indtægtsgrænser, at andre end hvide fik nogen reel indflydelse. I 1872 fik kolonien en højere grad af indre selvbestemmelse med egen premierminister. Kapkolonien havde været den dominerende økonomiske enhed i regionen, men opdagelsen af diamanter og guld i de nordøstlige boerrepublikker Orange og Transvaal i 1870-80'erne ændrede balancen. Med Boerkrigen 1899-1902 sikrede Storbritannien sig dominans over hele Sydafrika, og fra 1910 indgik Kapkolonien som en af de fire provinser i Den Sydafrikanske Union. Se også Cape.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hans Erik Stolten: Kapkolonien i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=104002