Joaquim Chissano, f. 22.10.1939, mozambiquisk politiker, præsident 1986-2005. Under den antikoloniale krig mod Portugal var Chissano leder af sikkerhedstjenesten i frihedsbevægelsen Frelimo; han var premierminister i overgangsregeringen efter den portugisiske tilbagetrækning i 1974 og blev udenrigsminister ved selvstændigheden i 1975. Chissano blev i 1986 valgt som Mozambiques anden præsident. Ved et internationalt overvåget valg i 1994 blev Frelimo det største parti, og Chissano genvalgt som præsident. Ved præsidentvalget i 2004 stillede Chissano ikke op.