Frelimo, Frente de Libertação de Moçambique, mozambiquisk politisk parti grdl. 1962 som en guerillabevægelse, der bekæmpede det portugisiske kolonistyre. Efter Mozambiques selvstændighed i 1975 etablerede Frelimo et marxistisk etpartistyre; herefter var partiet i borgerkrig med det antikommunistiske parti Renamo, indtil der indførtes flerpartistyre i 1992. Frelimo har også vundet valgene herefter, og alle Mozambiques statsledere siden selvstændigheden kommer fra partiet.