Chris Hani, Martin Thembisile Hani, 28.6.1942-10.4.1993, sydafrikansk politiker. Hani tilsluttede sig i 1962 ANC's militære fløj og Sydafrikas Kommunistiske Parti (SACP); snart efter forlod han Sydafrika og deltog bl.a. i krigen mod det hvide styre i Rhodesia (nuv. Zimbabwe). I 1974 blev han medlem af ANC's eksekutivkomité og ledede senere guerillakampen mod det sydafrikanske styre. Han vendte hjem i 1990 og blev året efter generalsekretær for SACP. Hani, der nød stor popularitet i den sorte befolkning, blev myrdet af en hvid sydafrikaner i 1993.