• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Windhoek

Oprindelig forfatter TEne Seneste forfatter Redaktionen

Windhoek, hovedstaden i Namibia; 322.500 indb. (2014). Ca. 1850 lå her en tysk missionsstation; pga. det kølige klima i 1650 m højde udviklede byen sig til den vigtigste administrations- og handelsby i landet.

Navnet Windhoek er afrikaans 'det forblæste hjørne', omdannet af det tidl. navn Winterhoek 'vinterkrogen'.

Flere bygninger fra den tyske kolonitid er bevaret, bl.a. et fort og Kristuskirken. Mens Namibia administreredes af Sydafrika, gennemførtes apartheid-politikken også her; der anlagdes således en forstad, Khomasdal, for de såkaldt farvede, og en anden, Katutura ('stedet, hvor vi ikke kan lide at bo'), for de sorte.

Ved Namibias selvstændighed 1990 blev Windhoek landets hovedstad, og der blev opført en række nye regeringsbygninger i bymidten, som nu fremstår med moderne højhuse, kontorer og forretninger. Trods apartheid-lovenes afskaffelse bor hovedparten af befolkning dog stadig i de samme forstæder.

Annonce

Siden 1991 er byen vokset jævnt, hvilket har øget presset på infrastrukturen. Især vandforsyning er et problem, og det er planlagt at bygge en 250 km lang vandledning til Okavangofloden. Flere år med god nedbør har dog ført til, at planen foreløbig er blevet skrinlagt. Byen har international lufthavn og er med flere veje, bl.a. Trans-Kalahari-hovedvejen, forbundet med Sydafrika.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Thyge Enevoldsen: Windhoek i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=182826