Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Transvaal

Oprindelige forfattere GGun og TEne Seneste forfatter Redaktionen

Transvaal, tidligere boerrepublik og frem til 1994 provins i Sydafrika, nu opdelt i fire provinser: Northern, Gauteng, Mpumalanga (tidl. Eastern Transvaal) og dele af North-West. Hovedparten af regionen udgøres af et slettelandskab, veld (afrikaans 'mark'). Sletten opdeles efter højde over havet med højsletten (highveld, 1200-1800 m) i syd og den lavere slette (lowveld, 150-600 m) mod nord. I slettelandskabet findes områder med inselberge, og mod øst afløses det af bl.a. Drakensbjergene, som rejser sig til 2500 m.

Transvaal betyder landet hinsides (dvs. nord for) floden Vaal, 1. led trans-.

Den vigtigste økonomiske aktivitet er minedrift; i North-West og i den sydlige del af Gauteng-provinsen findes store guldforekomster i Witwatersrand. Desuden findes der store reserver af platin, chrom, jernmalm og uran i den nordlige del af Gauteng. Mpumalanga har asbest, kobber, jernmalm m.m., og i Northern udvindes asbest og tin. I mineområderne ligger flere af Sydafrikas største byer (bl.a. Johannesburg og Pretoria). På sletterne er dyrehold med kvæg og får den vigtigste økonomiske aktivitet, i områder med større nedbør suppleret med kornavl, hvoraf en stor del er til selvforsyning. Mange af landbrugerne i regionen supplerer deres indkomster med arbejde i mineområderne. Omkring byerne findes et mere differentieret landbrug med grøntsager, frugtavl m.m. Længst mod øst ligger den store, velbesøgte Kruger National Park.

Historie

Transvaal var den almindelige betegnelse for Den Sydafrikanske Republik, som boerne, inspireret af Oranje Fristaten syd for floden Vaal, oprettede i 1857. Republikken havde fra 1860 centrum i Pretoria. I 1877 annekterede Storbritannien Transvaal, som dog rev sig løs igen i 1880-81, hvorefter republikkens territorium blev udvidet. Økonomien var baseret på landbrug og udnyttelse af de sortes arbejdskraft. Efter opdagelsen i 1886 af guldforekomsterne i Witwatersrand blev minedrift imidlertid den væsentligste indtægtskilde, og minebyen Johannesburg blev det økonomiske centrum. Store summer blev investeret af britiske mineselskaber, der fra 1890'erne rekrutterede kontraktarbejdere fra store dele af det sydlige Afrika. Transvaals præsident Paul Krugers fortsatte afvisning af en union fik i 1895 briterne til at gennemføre det såkaldte Jameson Raid, som skulle bringe L.S. Jameson til magten. Det slog fejl, men under Boerkrigen 1899-1902 erobrede briterne Transvaal, som i 1910 blev en provins i Sydafrika.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Gorm Gunnarsen, Thyge Enevoldsen: Transvaal i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=173830