Sydafrika s provinser. Den administrative inddeling blev ændret i 1994, og magtfordelingen mellem provinserne og centralregeringen blev fastlagt i den nye forfatning fra 1999.

.

Elefant i Kruger National Park.

.

Vilde elefanter.

.

Pingviner på sydkysten i Western Cape.

.

Sydafrika – geografi, Efter apartheidregimets fald er der rejst en diskussion i Sydafrika om navnene på de byer, der er opkaldt efter historiske personer, som kan forbindes med tidligere regimer. Enkelte bynavne er ændret, fx er Pietersburg ændret til Polokwane. I forbindelse med en kommunalreform i 2001, som udvidede mange bykommuner til også at omfatte tidligere sorte townships, fik en stor del af kommunerne nye navne, fx:

Sydafrikanske stednavne

fra til
Pretoria Tshwane
Port Elizabeth Nelson Mandela Bay
Bloemfontein Mangaung
East London Buffalo City
Pietermaritzburg Msunduzi
Vereeniging Emfuleni
Richards Bay uMhlathuze

Det blev endvidere diskuteret om de nye navne også skulle bruges om kommunernes administrationsbyer, men har valgt at anvende de hidtidige navne.

Centralt i Sydafrika ligger et stort plateaulandskab; det afgrænses mod øst og syd af bjergkæder. Kystzonen mellem disse randbjerge og havet er oftest smal, men dog 100 km bred nordøst for Durban. Op mod grænsen til Botswana ligger den sydafrikanske del af Kalaharibækkenet; området er tørt og præget af tilgroede klitter. Mod syd og øst afgrænses dette område af højsletter med stigende højde fra Caperegionen i vest til Witwatersrand mod øst. De gennemskæres af flere dybe floddale. Også på højsletterne er nedbøren sparsom. Nord for Witwatersrand ligger Transvaalbækkenet, som ligeledes er ret tørt. Randbjergene strækker sig fra Taffelbjerget ved Cape Town mod NØ gennem Lesotho til Swaziland og langs med grænsen til Mozambique. Højest er Drakensberge og Sneeuberg.

Klimaet er overvejende subtropisk, men varierer med højden og beliggenheden i forhold til de dominerende vinde. Mest regn får sydøstkysten, som berøres af passatvinde fra Det Indiske Ocean. Regnen falder især om sommeren, men i Drakensberge kommer der visse steder sne nok til skisport i juni-august.

Caperegionen mod sydvest har Middelhavsklima med vinterregn og varme, solrige somre, mens der ved Atlanterhavskysten er meget tørt pga. den kolde Benguelastrøm.

Erhverv

Sydafrika. I Pilanesberg Nationalpark forvaltes bestande af både sorte og hvide næsehorn. For at kunne gøre det optimalt er det nødvendigt at kunne skelne dyrene fra hinanden, og øremærkning er den eneste effektive metode, da hornene med tiden skifter form. Det hvide næsehorn her er bedøvet og har fået klippet en kode i ørerne samt fået en mikrochip indsat i hvert horn og en under nakkehuden. Dyret er overhældt med vand for at køle det efter løbeturen, hvor det blev skudt med en bedøvende pil. Fotografi fra Pilanesberg Nationalpark, Sydafrika, 1998.

.

Vandfald i Drakensbjergene.

.

Elefanter i Kruger Nationalpark i Sydafrika.

.

Landbrug, minedrift og industri er de vigtigste erhverv med de to sidstnævnte som de økonomisk vigtigste. I modsætning til de fleste lande i Afrika er Sydafrikas erhvervsliv veludviklet, men landbruget er en undtagelse. Det har baggrund i mange års apartheidlove, som hindrede 80% af landets befolkning adgang til de 80% af jorden, som var forbeholdt hvide farmere. Ydermere var den jord, som var reserveret til de sorte, oftest af ringe frugtbarhed og lå i områder med sparsom nedbør. I post-apartheidperioden har jordspørgsmålet været et af de vigtigste overhovedet, men det går kun langsomt med omfordelingen af jord. Hovedparten af bønderne dyrker majs og bønner, i de tørreste områder også hirse. Dyrkningen er overvejende til eget forbrug, og kun i gode år kan der sælges et overskud af især majs. Andre år er høsten ikke tilstrækkelig, og familierne er afhængige af, at familiemedlemmer arbejder i minerne eller i byerhverv. Mange steder suppleres der med traditionelt kvæghold, hvor køerne kun i begrænset omfang malkes eller sælges til slagtning; endvidere begrænses husdyrholdet af, at mange egne er præget af overgræsning.

Oprindelig afveg boernes traditionelle landbrug ikke meget fra de sortes, men gennem årene og med statslig støtte blev boerfarmene udviklet til mere kapitalintensiv produktion. Bl.a. er nu 1,2 mio. ha kunstvandet; det er helt overvejende landbrugsjord ejet af hvide, og dette landbrug er ofte specialiseret. Omkring byerne findes grøntsagsfarme, og frugtavl er af stor betydning. En særlig rolle har vindistrikterne i Western Cape, der producerer fremragende vine. Der findes også specialiseret husdyravl, bl.a. malkekvæg og særlige fåreracer til tørre områder. En nyere aktivitet er game-cropping, hvor store områder udlægges til organiseret jagt på vilde dyr til kødindustrien, fx forskellige antilopearter. Sydafrika har også en lang tradition for agroindustrier som sukkerindustrien i KwaZulu-Natal. Andre afgrøder er ananas, avocado og vindruer til rosiner.

Minedrift har spillet en central rolle i Sydafrikas udvikling fra de første fund af diamanter i 1866 og guldfundene i bl.a. Witwatersrand i 1884. Mineralrigdommene er store, og i 1990'erne var landet verdens førende producent af bl.a. guld, platin, chrom og vanadium. De økonomisk vigtigste mineraler er guld og platin, som især brydes i Witwatersrand, diamanter, som især findes omkring Kimberley, men også udskyllet langs vestkysten ved Oranjeflodens munding, og jernmalm, som især brydes i provinsen Northern Cape. Også kul er en vigtig eksportartikel, bl.a. i provinsen Mpumalanga (tidl. Eastern Transvaal), hvorfra kullene sendes til udskibning fra Richard's Bay på østkysten. Der findes 770 miner i landet med i alt ca. 425.000 beskæftigede (2004); der brydes bl.a. guld, platin, chrom, diamanter og kul. Mange af disse kommer fra nabolandene, hvor arbejdet i Sydafrikas miner har stor betydning for økonomien.

Industri er blevet den vigtigste økonomiske sektor og beskæftiger ca. 1,4 mio. personer (2004). Oprindelig udvikledes industrien snævert omkring minedriften, men fra 1925 førte staten en bevidst industrialiseringsstrategi, som beskyttede lokale virksomheder mod udenlandsk konkurrence. Der udviklede sig en alsidig industri, og mange udenlandske virksomheder investerede i produktion i landet for at få del i det beskyttede marked. Da der blev indført internationale sanktioner mod apartheidregimet, både handelssanktioner og opfordringer til at trække kapital ud af landet, medførte det reelt, at beskyttelsen af de nationale virksomheder blev forøget, og industrien ekspanderede yderligere. Efter afslutningen af apartheid og af de internationale sanktioner udgør mange af disse beskyttede virksomheder et problem, fordi deres overlevelse er afhængig af fortsat statsstøtte. Det blev midt i 1990'erne anslået, at problemet omfattede op mod 40% af alle industrivirksomheder.

Hovedparten af industrien ligger i dag i provinsen Gauteng, i Witwatersrand omkring hovedbyerne Johannesburg og Pretoria. Andre industrielle centre findes omkring havnebyerne Cape Town, Durban og Port Elizabeth-Uitenhage. Det er også i de industrielle centre, at infrastrukturen er mest udviklet. I andre dele af Sydafrika er infrastrukturen kun meget nødtørftigt udbygget. Energiforsyningen bygger på kulkraft som den vigtigste energikilde; Sydafrika udvinder også olie fra kul, og fra 1997 er der påbegyndt off shore-udvinding af olie ved Mossel Bay på sydkysten. Desuden har Sydafrika et atomkraftværk, Koeberg i Western Cape. Forbruget af elektricitet pr. indb. er på niveau med flere vesteuropæiske lande, men en stor del af befolkningen bor stadig i hjem uden elektricitet. Også vandkraft har stor betydning. Der er bygget mange store dæmninger, som dels bruges til kunstvanding, dels til at føre vand frem til byer og dels til elproduktion. Flere af disse projekter fører enorme vandmasser væk fra deres naturlige løb, gennem lange rørledninger og tunneler gennem bjerge, til andre områder, hvor vandet økonomisk set kan udnyttes bedre. Det vigtigste projekt fører vand fra den vandrige Tugelaflod til Vaal og forsyner det centrale Gauteng med vand. Desuden planlægges et stort projekt i nabolandet Lesotho, der skal føre vand til Sydafrika. Disse projekter mødes i stigende omfang af såvel lokal som international kritik, bl.a. fra naturorganisationer. Også i nabolandene er Sydafrika involveret i vandkraft, fx i Mozambique, hvor sydafrikansk kapital er med i Cabora Bassa-dæmningen.

Servicesektoren spiller en stor rolle i Sydafrikas økonomi, bl.a. fordi den under apartheid var en af de sektorer, som var åben for investeringer fra den ikke-hvide del af befolkningen. Efter afskaffelsen af apartheid er støtte til små virksomheder indgået i statens politik for at skabe en bredere økonomisk udvikling. Her er der også blevet lagt vægt på støtte til kvindelige virksomhedsejere.

Turismen har i samme periode oplevet en kraftig vækst, og sektoren beskæftiger nu lige så mange som minedriften. I 1996 besøgtes landet af 1,2 mio. turister, og tallet var få år efter 2 mio. Blandt de store attraktioner er de varierede landskaber (se Garden Route) og store nationalparker. Blandt de mest kendte er Kruger National Park på grænsen til Mozambique. Slettelandet Store Karroo i Northern Cape er et af de mere specielle landskaber, kendt for sin tørkeresistente flora.

Befolkning

Tættest befolket er Gauteng; her ligger hovedbyerne Johannesburg, Pretoria og Vereeniging. Andre befolkningsmæssige centre er området omkring Cape Town og KwaZulu-Natal med havnebyen Durban. Landets hovedstadsfunktioner er delt mellem tre byer, idet Pretoria er det administrative centrum, mens Cape Town rummer parlamentet og Bloemfontein højesteret.

Sydafrika er hårdt ramt af hiv/aids, og ca. 22% af befolkningen mellem 15 og 49 år er ramt. Det varierer dog væsentligt mellem regionerne, fra 36% i Kwazulu-Natal til 12% i Western Cape.

Bosætningsmønstret er stadig præget af de opdelinger, der skete under apartheid. Med udgangspunkt i den såkaldte Group Areas Act fra 1950 opdeltes Sydafrika i områder forbeholdt de enkelte befolkningsgrupper. I 1970 etableredes bantustans som hjemlande for den sorte befolkning, hvorefter op mod halvdelen af denne blev tvunget til at bo i de overvejende rurale områder, der udlagdes som bantustans. I byerne holdtes de ikke-hvide grupper gennem lovgivning ude fra bykernerne og de hvides boligkvarterer og henvistes til afgrænsede områder i udkanten eller til at bo i illegale bebyggelser, som periodisk tolereredes af styret for evt. senere at blive ryddet. De mest kendte sorte townships er Soweto SV for Johannesburg og Crossroads, en blandt flere mere eller mindre anerkendte shanty towns på Cape Flats øst for Cape Town. Afskaffelsen af apartheid og overgangen til flertalsstyre har ikke ændret væsentligt på bosætningsmønstret. Det opretholdes i store træk af de økonomisk begrænsede muligheder, som især sorte har, for at flytte ind i tidligere rent hvide kvarterer. I 2000 etableredes ca. 400.000 nye boliger, hvilket bragte antallet af nybyggede boliger siden 1994 op på 1,1 mio. Der er dog stadig lang vej igen til acceptable boligforhold for alle.

Sydafrikas politiske inddeling

hovedstad areal km2 indb. i mio. (2000) hovedsprog
Eastern Cape King Williams Town 170.000 7,0 xhosa
Free State Bloemfontein 129.000 2,8 sotho, afrikaans
Gauteng Johannesburg 17.000 8,0 zulu, afrikaans, sotho, engelsk
KwaZulu-Natal Pietermaritzburg 92.000 9,1 zulu
Mpumalanga Nelspruit 79.000 3,1 swazi, zulu
Northern Cape Kimberley 362.000 0,9 afrikaans, tswana
Northern Province Pietersburg 124.000 5,7 pedi, tsonga
North-West Mafeking 116.000 3,6 tswana
Western Cape Cape Town 129.000 4,2 afrikaans, engelsk

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig