Sydafrika – geografi, Efter apartheidregimets fald er der rejst en diskussion i Sydafrika om navnene på de byer, der er opkaldt efter historiske personer, som kan forbindes med tidligere regimer. Enkelte bynavne er ændret, fx er Pietersburg ændret til Polokwane. I forbindelse med en kommunalreform i 2001, som udvidede mange bykommuner til også at omfatte tidligere sorte townships, fik en stor del af kommunerne nye navne, fx:
Sydafrika - geografi
Erhverv
Landbrug, minedrift og industri er de vigtigste erhverv med de to sidstnævnte som de økonomisk vigtigste. I modsætning til de fleste lande i Afrika er Sydafrikas erhvervsliv veludviklet, men landbruget er en undtagelse. Det har baggrund i mange års apartheidlove, som hindrede 80% af landets befolkning adgang til de 80% af jorden, som var forbeholdt hvide farmere. Ydermere var den jord, som var reserveret til de sorte, oftest af ringe frugtbarhed og lå i områder med sparsom nedbør. I post-apartheidperioden har jordspørgsmålet været et af de vigtigste overhovedet, men det går kun langsomt med omfordelingen af jord. Hovedparten af bønderne dyrker majs og bønner, i de tørreste områder også hirse. Dyrkningen er overvejende til eget forbrug, og kun i gode år kan der sælges et overskud af især majs. Andre år er høsten ikke tilstrækkelig, og familierne er afhængige af, at familiemedlemmer arbejder i minerne eller i byerhverv. Mange steder suppleres der med traditionelt kvæghold, hvor køerne kun i begrænset omfang malkes eller sælges til slagtning; endvidere begrænses husdyrholdet af, at mange egne er præget af overgræsning.
Oprindelig afveg boernes traditionelle landbrug ikke meget fra de sortes, men gennem årene og med statslig støtte blev boerfarmene udviklet til mere kapitalintensiv produktion. Bl.a. er nu 1,2 mio. ha kunstvandet; det er helt overvejende landbrugsjord ejet af hvide, og dette landbrug er ofte specialiseret. Omkring byerne findes grøntsagsfarme, og frugtavl er af stor betydning. En særlig rolle har vindistrikterne i Western Cape, der producerer fremragende vine. Der findes også specialiseret husdyravl, bl.a. malkekvæg og særlige fåreracer til tørre områder. En nyere aktivitet er game-cropping, hvor store områder udlægges til organiseret jagt på vilde dyr til kødindustrien, fx forskellige antilopearter. Sydafrika har også en lang tradition for agroindustrier som sukkerindustrien i KwaZulu-Natal. Andre afgrøder er ananas, avocado og vindruer til rosiner.
Minedrift har spillet en central rolle i Sydafrikas udvikling fra de første fund af diamanter i 1866 og guldfundene i bl.a. Witwatersrand i 1884. Mineralrigdommene er store, og i 1990'erne var landet verdens førende producent af bl.a. guld, platin, chrom og vanadium. De økonomisk vigtigste mineraler er guld og platin, som især brydes i Witwatersrand, diamanter, som især findes omkring Kimberley, men også udskyllet langs vestkysten ved Oranjeflodens munding, og jernmalm, som især brydes i provinsen Northern Cape. Også kul er en vigtig eksportartikel, bl.a. i provinsen Mpumalanga (tidl. Eastern Transvaal), hvorfra kullene sendes til udskibning fra Richard's Bay på østkysten. Der findes 770 miner i landet med i alt ca. 425.000 beskæftigede (2004); der brydes bl.a. guld, platin, chrom, diamanter og kul. Mange af disse kommer fra nabolandene, hvor arbejdet i Sydafrikas miner har stor betydning for økonomien.
Industri er blevet den vigtigste økonomiske sektor og beskæftiger ca. 1,4 mio. personer (2004). Oprindelig udvikledes industrien snævert omkring minedriften, men fra 1925 førte staten en bevidst industrialiseringsstrategi, som beskyttede lokale virksomheder mod udenlandsk konkurrence. Der udviklede sig en alsidig industri, og mange udenlandske virksomheder investerede i produktion i landet for at få del i det beskyttede marked. Da der blev indført internationale sanktioner mod apartheidregimet, både handelssanktioner og opfordringer til at trække kapital ud af landet, medførte det reelt, at beskyttelsen af de nationale virksomheder blev forøget, og industrien ekspanderede yderligere. Efter afslutningen af apartheid og af de internationale sanktioner udgør mange af disse beskyttede virksomheder et problem, fordi deres overlevelse er afhængig af fortsat statsstøtte. Det blev midt i 1990'erne anslået, at problemet omfattede op mod 40% af alle industrivirksomheder.
Hovedparten af industrien ligger i dag i provinsen Gauteng, i Witwatersrand omkring hovedbyerne Johannesburg og Pretoria. Andre industrielle centre findes omkring havnebyerne Cape Town, Durban og Port Elizabeth-Uitenhage. Det er også i de industrielle centre, at infrastrukturen er mest udviklet. I andre dele af Sydafrika er infrastrukturen kun meget nødtørftigt udbygget. Energiforsyningen bygger på kulkraft som den vigtigste energikilde; Sydafrika udvinder også olie fra kul, og fra 1997 er der påbegyndt off shore-udvinding af olie ved Mossel Bay på sydkysten. Desuden har Sydafrika et atomkraftværk, Koeberg i Western Cape. Forbruget af elektricitet pr. indb. er på niveau med flere vesteuropæiske lande, men en stor del af befolkningen bor stadig i hjem uden elektricitet. Også vandkraft har stor betydning. Der er bygget mange store dæmninger, som dels bruges til kunstvanding, dels til at føre vand frem til byer og dels til elproduktion. Flere af disse projekter fører enorme vandmasser væk fra deres naturlige løb, gennem lange rørledninger og tunneler gennem bjerge, til andre områder, hvor vandet økonomisk set kan udnyttes bedre. Det vigtigste projekt fører vand fra den vandrige Tugelaflod til Vaal og forsyner det centrale Gauteng med vand. Desuden planlægges et stort projekt i nabolandet Lesotho, der skal føre vand til Sydafrika. Disse projekter mødes i stigende omfang af såvel lokal som international kritik, bl.a. fra naturorganisationer. Også i nabolandene er Sydafrika involveret i vandkraft, fx i Mozambique, hvor sydafrikansk kapital er med i Cabora Bassa-dæmningen.
Servicesektoren spiller en stor rolle i Sydafrikas økonomi, bl.a. fordi den under apartheid var en af de sektorer, som var åben for investeringer fra den ikke-hvide del af befolkningen. Efter afskaffelsen af apartheid er støtte til små virksomheder indgået i statens politik for at skabe en bredere økonomisk udvikling. Her er der også blevet lagt vægt på støtte til kvindelige virksomhedsejere.
Turismen har i samme periode oplevet en kraftig vækst, og sektoren beskæftiger nu lige så mange som minedriften. I 1996 besøgtes landet af 1,2 mio. turister, og tallet var få år efter 2 mio. Blandt de store attraktioner er de varierede landskaber (se Garden Route) og store nationalparker. Blandt de mest kendte er Kruger National Park på grænsen til Mozambique. Slettelandet Store Karroo i Northern Cape er et af de mere specielle landskaber, kendt for sin tørkeresistente flora.
Befolkning
Tættest befolket er Gauteng; her ligger hovedbyerne Johannesburg, Pretoria og Vereeniging. Andre befolkningsmæssige centre er området omkring Cape Town og KwaZulu-Natal med havnebyen Durban. Landets hovedstadsfunktioner er delt mellem tre byer, idet Pretoria er det administrative centrum, mens Cape Town rummer parlamentet og Bloemfontein højesteret.
Sydafrika er hårdt ramt af hiv/aids, og ca. 22% af befolkningen mellem 15 og 49 år er ramt. Det varierer dog væsentligt mellem regionerne, fra 36% i Kwazulu-Natal til 12% i Western Cape.
Bosætningsmønstret er stadig præget af de opdelinger, der skete under apartheid. Med udgangspunkt i den såkaldte Group Areas Act fra 1950 opdeltes Sydafrika i områder forbeholdt de enkelte befolkningsgrupper. I 1970 etableredes bantustans som hjemlande for den sorte befolkning, hvorefter op mod halvdelen af denne blev tvunget til at bo i de overvejende rurale områder, der udlagdes som bantustans. I byerne holdtes de ikke-hvide grupper gennem lovgivning ude fra bykernerne og de hvides boligkvarterer og henvistes til afgrænsede områder i udkanten eller til at bo i illegale bebyggelser, som periodisk tolereredes af styret for evt. senere at blive ryddet. De mest kendte sorte townships er Soweto SV for Johannesburg og Crossroads, en blandt flere mere eller mindre anerkendte shanty towns på Cape Flats øst for Cape Town. Afskaffelsen af apartheid og overgangen til flertalsstyre har ikke ændret væsentligt på bosætningsmønstret. Det opretholdes i store træk af de økonomisk begrænsede muligheder, som især sorte har, for at flytte ind i tidligere rent hvide kvarterer. I 2000 etableredes ca. 400.000 nye boliger, hvilket bragte antallet af nybyggede boliger siden 1994 op på 1,1 mio. Der er dog stadig lang vej igen til acceptable boligforhold for alle.
Sydafrikas politiske inddeling
hovedstad | areal km2 | indb. i mio. (2000) | hovedsprog | |
---|---|---|---|---|
Eastern Cape | King Williams Town | 170.000 | 7,0 | xhosa |
Free State | Bloemfontein | 129.000 | 2,8 | sotho, afrikaans |
Gauteng | Johannesburg | 17.000 | 8,0 | zulu, afrikaans, sotho, engelsk |
KwaZulu-Natal | Pietermaritzburg | 92.000 | 9,1 | zulu |
Mpumalanga | Nelspruit | 79.000 | 3,1 | swazi, zulu |
Northern Cape | Kimberley | 362.000 | 0,9 | afrikaans, tswana |
Northern Province | Pietersburg | 124.000 | 5,7 | pedi, tsonga |
North-West | Mafeking | 116.000 | 3,6 | tswana |
Western Cape | Cape Town | 129.000 | 4,2 | afrikaans, engelsk |
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.