Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Soweto

Oprindelige forfattere GGun og TEne Seneste forfatter Redaktionen

Soweto, forstad vest for Johannesburg i Sydafrika, etableret som et byområde for sorte; det største black township i landet; 1,2 mio. indb. (2011). Byen opstod i 1930'erne som vildtvoksende slumområde for tilflyttede arbejdsløse, som håbede at finde arbejde i minerne i Witwatersrand. Soweto har fortsat kun et meget begrænset erhvervsliv og er præget af pendling til Johannesburg. Soweto har egne turistattraktioner og guidede ture fx til det hus, Nelson Mandela boede i i 1960.

Soweto er en forkortelse af engelsk South Western Township.

Soweto-oprøret

Soweto-oprøret i 1976 indledte den politiske mobilisering, som i begyndelsen af 1990'erne førte til afskaffelsen af apartheid i Sydafrika. Den 16. juni 1976 samledes skoleelever fra Soweto i protest mod, at afrikaans skulle erstatte engelsk som undervisningssprog. Politiet skød med skarpt ind i mængden, der i stedet for som ved tidligere lejligheder, fx under Sharpevillemassakren, at tage flugten drev politiet ud af området med stenkast. De følgende uger deltog unge i Sydafrikas større byer i spontane angreb på offentlige bygninger, og i august og september var der generalstrejker i hele Johannesburgområdet. Oprørsbølgen blev slået brutalt ned af apartheidstyret, og 500-1000 unge mistede livet.

De begivenheder, som Soweto-oprøret udløste, var hovedårsagen til, at tusinder af unge tilsluttede sig ANC's kamp mod apartheidstyret og medvirkede til, at FN's Sikkerhedsråd i 1977 vedtog en våbenembargo mod Sydafrika. Efter apartheidregimets fald har Soweto fortsat kritikken af regeringen.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Gorm Gunnarsen, Thyge Enevoldsen: Soweto i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=162715