Gaborone, hovedstad i Botswana; 227.300 indb. (2011). Byen ligger på jernbanen Johannesburg-Bulawayo tæt ved den sydafrikanske grænse. Den blev hovedstad året før selvstændigheden i 1966; tidligere blev kolonien administreret fra Mafeking i Sydafrika. Gaborone var da en stor landsby; den er nu i stærk vækst med moderne statsadministration, landets universitet og øvrige servicefunktioner. Denne vækst giver imidlertid problemer; oprindelig (i 1962) blev Gaborone planlagt ud fra en befolkning på 20.000. Trods beliggenheden ved floden Ngotwane er vandforsyning et af de alvorligste problemer.