Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Bophuthatswana

Oprindelige forfattere Kroeij og Tomoes Seneste forfatter Redaktionen

/@api/deki/files/3074/=ud_a_189700.mp3?revision=1

Bophuthatswana, indtil 1994 et af de såkaldte bantustans, hjemlande for sorte i Sydafrika; 44.000 km2 fordelt på syv adskilte områder, 1,9 mio. indb. (1990). Hovedstad Mmabatho. Områderne er præget af tør busk- og græssteppe, og store arealer udnyttes til kvægavl. Det begrænsede agerareal benyttes til selvforsyningsafgrøder. Der er betydelige mineralresurser: asbest, guld, jern, chrom, mangan og vanadium, men først og fremmest platin, hvoraf Bophuthatswana er en af verdens største producenter. Indtægterne herfra bidrager med 1/4 af BNP. Derimod er industrien ubetydelig.

Minesektoren domineres af sydafrikanske selskaber, og også på andre måder var hjemlandet Bophuthatswana afhængig af Sydafrika. Sydafrikas militær sikrede den politiske stabilitet; 1/4 af statens indtægter var tilskud fra Sydafrika, og hovedparten af de erhvervsaktive arbejdede som migrantarbejdere i Sydafrika eller pendlede daglig over grænsen. Sun City er et kasino-, ferie- og forlystelsescenter i Bophuthatswana, hvor der tilbydes international underholdning, aktiviteter og spil, der er forbudte i selve Sydafrika.

Historie

Bophuthatswana opstod ved samling af områder i Transvaal, Kapprovinsen og Oranje Fristaten, da det hvide styre i 1960'erne udpegede området som hjemland for tswanafolket. Det fik formelt selvstyre i 1972 og blev som det første af de sydafrikanske bantustans en "selvstændig" republik i 1977 med Lucas Mangope som præsident. Indbyggerne mistede deres sydafrikanske statsborgerskab og blev påtvunget statsborgerskab i Bophuthatswana. Sydafrika var dog det eneste land i verden, der anerkendte selvstændigheden, og efter afskaffelsen af apartheid og ANC's valgsejr i 1994 blev Bophuthatswana atter en del af Sydafrika.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Poul Krøijer, Tom Dahl-Østergård: Bophuthatswana i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 14. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=49610