Faktaboks

Zayn al-Abidin Ben-Ali
Født
3. september 1936
Død
19. september 2019

Zayn al-Abidin Ben-Ali var en tunesisk officer og politiker. Han var Tunesiens præsident 1987-2011.

Zayn al-Abidin Ben-Ali ledede 1958-1974 det militære efterretningsvæsen i Tunesien, hvorefter han fungerede som militærattaché i Marokko og ambassadør i Polen. I 1986 blev han indenrigsminister og i oktober tillige premierminister. I november 1987 stod han bag et ublodigt kup, der afsatte landets mangeårige præsident, Habib Bourguiba.

7.11.1987 overtog Ben-Ali officielt præsidentembedet; siden blev han genvalgt i 1989 med 99,27 % af stemmerne, i 1994 med 99,9 % af stemmerne, i 1999 med 99,4 % af stemmerne, i 2004 med 94,5 % af stemmerne og i 2009 med 89 % af stemmerne.

En folkeafstemning i 2002 ændrede forfatningen, således at Ben Ali kunne fortsætte i yderligere to perioder. I 2011 meddelte han, at han ikke ville genopstille til præsidentvalget i 2014.

Efter voldsomme uroligheder og protestaktioner trådte Ben-Ali i januar 2011 tilbage som præsident og flygtede til Saudi-Arabien. Senere på året blev han og hans hustru in absentia idømt 35 års fængsel for tyveri. I 2012 blev han ved en militærdomstol, ligeledes in absentia, idømt 20 års fængsel. Ben Ali døde i sit eksil i Saudi-Arabien i september 2019.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig