Muhammad 6., f. 21.8.1963, konge af Marokko fra 1999; søn af Hassan 2. Muhammad har siden sin tiltrædelse introduceret en lang række initiativer, der skal styrke moderniseringen af det marokkanske samfund og en liberalisering af landets politiske system. Hans popularitet har dog været dalende, fordi der ikke er sket mærkbare ændringer af de mange sociale problemer i Marokko. Muhammad 6. er tilhænger af tætte bånd mellem EU og Marokko. Efter store demonstrationer i forbindelse med Det Arabiske Forår i 2011 er der blevet indført yderligere reformer.