Marokko - historie

Den væbnede modstand blev ideologisk og politisk ført videre af en marokkansk nationalistisk bevægelse, der i 1944 gik sammen i dannelsen af Istiqlal-partiet, der krævede uafhængighed. Den marokkanske sultan, Muhammad 5., støttede den nationale bevægelses krav om fuld uafhængighed, hvorfor han 1953-55 på fransk initiativ blev sendt i eksil. Frankrig indvilligede i 1956, efter udbruddet af den algeriske uafhængighedskrig, i at Marokko blev uafhængigt, og i 1957 omdannedes landet til et konstitutionelt monarki med Muhammad som konge.

De første år efter selvstændigheden var præget af et intenst opgør mellem Istiqlal og kongen. Det lykkedes gennem etableringen af en række proroyale partier Muhammad at svække Istiqlal, der ved flere lejligheder forsøgte at sikre sig status som eneste legitime politiske parti. Muhammad blev ved sin død i 1961 efterfulgt af sønnen Hassan 2. Den unge konge opløste i 1963 landets parlament efter voldsomme politiske uroligheder i flere større byer, og frem til 1970 var det forbudt de politiske partier at virke. Flere partier nægtede dog også efter 1970 at deltage i det politiske liv, fordi monarkiet efter deres opfattelse satte alt for snævre grænser for, hvad partierne måtte blande sig i. I 1971 og igen i 1972 var der mislykkede kupforsøg mod Hassan.

Kong Hassan organiserede i 1975 Den Grønne March og gjorde dermed krav på det område, der indtil da havde været Spansk Sahara. Området var efter Hassans opfattelse en del af det historiske Marokko, og kongen fik deri støtte fra marokkanske nationalister. Da Spanien i 1976 trak sig ud af området, besatte Marokko den nordlige del af tidligere Spansk Vestsahara, mens Mauretanien besatte den sydlige del af området. Mauretanien opgav hurtigt sin besættelse, og Marokko kunne i 1979 sikre sig militær kontrol også med resten af området.

Allerede i 1976 udråbte befrielsesbevægelsen Polisario Den Sahara-arabiske Republik og indledte med støtte fra bl.a. Algeriet en krig mod Marokko, der kom til at belaste Marokko voldsomt. For det første var den militære besættelse kostbar, og for det andet bragte den Marokko på kollisionskurs med nabolandet Algeriet, med en lang række stater i Afrika og med den afrikanske enhedsorganisation OAU. Marokko står af samme grund fortsat uden for det nuværende AU. Først midt i 1990'erne kom der skred i de politiske forhandlinger mellem Marokko og Polisario med henblik på en diplomatisk løsning af konflikten.

I forlængelse af en aftale i 1988 om, at en folkeafstemning afviklet af FN skulle afgøre Vestsaharas fremtid, indgik Marokko og Polisario i 1991 våbenhvile. Folkeafstemningen blev imidlertid aldrig afholdt. Der pågår for indeværende (2007) nye forhandlinger om en løsning af konflikten i FN-regi. Trods fortsat modstand fra Polisario er området i dag i høj grad i praksis blevet integreret som en del af Marokko.

Marokko har uden held forsøgt at blive medlem af EU, men opnåede dog i 1995 at blive associeret medlem. Det har derfor været nødvendigt at søge et alternativt økonomisk og politisk samarbejde med de andre arabiske stater i regionen. Det førte i 1989 til dannelsen af UMA (Union de Maghreb Arabe), hvori Marokko, Tunesien, Libyen og Mauretanien enedes om et økonomisk og politisk samarbejde. Uenighed om Vestsahara har hidtil forhindret intentionerne i at blive omsat til politisk virkelighed.

Efter massiv politisk undertrykkelse af den politiske opposition i 1970'erne og 1980'erne tillod kong Hassan 2. i begyndelsen af 1980'erne en gradvis åbning, idet han tillod de politiske partier at deltage aktivt i det politiske liv. Der har været perioder, hvor monarkiet atter har forsøgt at begrænse partiernes deltagelse, men hver gang er grebet igen blevet løsnet. Fra begyndelsen af 1990'erne tog en decideret politisk liberalisingsproces fart. Forfatningsændringerne gav de politiske partier stadig større indflydelse, selvom kongen bevarede udstrakt kontrol. Samtidig skete en række væsentlige forbedringer af menneskerettighedssituationen i landet og en række politiske fanger blev løsladt.

Et afgørende vendepunkt var parlamentsvalget i 1997, som førte til at den politiske opposition under ledelse af socialisten Abderahmane Youssoufi for første gang fik lov at overtage regeringsmagten, om end fortsat under kongehusets udstrakte kontrol. I 1999 døde Hassan 2. og blev efterfulgt af sønnen Muhammad 6. Han opnåede hurtigt stor folkelig popularitet bl.a. fordi han lovede sociale reformer og at styrke den politiske liberaliseringsproces. Muhammad 6. har sat en lang række reforminitiativer i værk; bl.a. har han etableret en sandhedskommission, der har set på den politiske undertrykkelse af venstrefløjen i 1970'erne og 1980'erne. Kongen har også gennemført en omfattende revision af den marokkanske familielov, som øger kvinders retsstilling i familien betragteligt. Det gælder dog for disse, som for en lang række andre reforminitiativer, at de indtil videre ikke har ændret ved den grundlæggende magtfordeling i landet. Endvidere har Muhammad trods sine mange løfter endnu ikke for alvor gjort noget ved de mange sociale problemer i Marokko. Som i den øvrige arabiske verden har den politiske udvikling gennem 1980'erne og 1990'erne været præget af en voksende islamisk opposition mod det politiske system. I maj 2003 fandt der for første gang et omfattende islamistisk inspireret terrorangreb sted i landet med en række koordinerede selvmordsaktioner i Casablanca. Marokko har siden da slået hårdt ned på alle trusler fra de islamistiske bevægelser. Bortset fra denne episode har udviklingen af de islamistiske bevægelser i landet været fredelig og har ikke haft de samme dramatiske konsekvenser som i nabolandet Algeriet. Dette skyldes bl.a., at det marokkanske kongehus besidder en stor religiøs legitimitet, da kongen siges at være efterkommer af profeten Muhammed. Befolkningens tillid til det politiske system er yderst begrænset. Det sås tydeligt ved parlamentsvalget i 2007, hvor kun 37% af de stemmeberettigede afgav deres stemmer på trods af at valget var det hidtil mest transparente nogensinde.

I februar 2011 bredte de uroligheder, der havde præget en lang række arabiske lande siden december 2010, sig til Marokko (se Det Arabiske Forår). Der var spredte demonstrationer i flere byer, og i hovedstaden Rabat kom det sammenstød mellem politi og demonstranter, der protesterede mod korruption og stillede krav om, at kong Muhammad 6. skal afgive noget af sin magt. Efterfølgende har kongen lovet reformer. Samtidig er der blevet dannet et økonomisk og socialt råd, der kan tolkes som et forsøg på at vise reformvilje. Ved valget i 2011 blev PJD (Parti de la justice et du dévelloppement) det største parti i landet, og dets leder, Abdel-Ilah Benkiran (f. 1954) premierminister.

Læs mere om Marokko.