Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Maghreb

Oprindelige forfattere Folke og SSoen Seneste forfatter Redaktionen

Maghreb, fællesbetegnelse for den vestlige del af islams udbredelsesområde i Nordafrika, dvs. Marokko, Algeriet, Tunesien og Libyen. Historisk og kulturelt rummer området mange fælles træk, og geografisk er landene præget af både Middelhavskystens bjergrige vinterregnsområde og Saharas ørken mod syd. Formelt samarbejder landene i Union de Maghreb Arabe (som også inkluderer Mauretanien), men med Libyens internationale isolering (pga. formodninger om aktivt bidrag til terrorhandlinger i udlandet) og Algeriets blodige borgerkrig mellem staten og fundamentalistiske muslimer er det reelle samarbejde kun lidet udviklet.

Navnet Maghreb kommer af arabisk maghrib 'vesten', egl. 'solnedgangsstedet'.

Historie

Nordafrika kom i oldtiden under fønikisk, senere romersk og byzantinsk indflydelse. Befolkningen bestod hovedsagelig af berbere. I slutningen af 600-t. stødte arabiske hære frem til Atlanterhavet, og i 711 erobredes det spanske Andalusien, som efterfølgende blev regnet for en del af Maghreb. Nye islamiske stæder som Kairouan, Fez, Marrakesh og Córdoba blev politiske og kulturelle centre.

Maghrebs historie blev præget af skiftende smådynastier og undertiden stærke religiøse-politiske bevægelser som de shiitiske fatimider i 900-t. og almoraviderne og almohaderne i 1000-1200-t.

Annonce

Typisk for maghrebinsk kunst er de firkantede, rigt ornamenterede minareter og den elegante kufiske skrift.

/pre, function 'web.xml' failed with response:
async operation has not finished

/pre, function 'web.xml' failed with response:
async operation has not finished