FLN, Front de libération nationale, (Den Nationale Befrielsesfront), algerisk organisation, dannet 1954. FLN indledte i november samme år kampen for algerisk uafhængighed af Frankrig. I 1962 endte oprøret med Évianaftalen, der banede vej for Algeriets selvstændighed efter 132 års fransk styre, og FLN overtog landets ledelse. FLN var fortaler for arabisk socialisme; frontens støtte i befolkningen mindskedes i løbet af 1980'erne, og ved lokale valg til landets nationalforsamling i december 1991 fik FLN kun begrænset støtte. FLN syntes yderligere svækket da dets daværende leder, Ali Benflis (f. 1944), forgæves søgte at udfordre præsident Bouteflika ved præsidentvalget i 2004. Selvom FLN har mistet fordums rolle som Algeriets altdominerende politiske parti, er det fortsat det største parti i det algeriske parlament (2015).