Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Egypten - historie

Oprindelig forfatter JBS Seneste forfatter Redaktionen

Egypten. Præsidenterne Anwar al-Sadat (tv.) og Carter og premierminister Begin under Camp David-mødet 6.9.1978.

Egypten. Præsidenterne Anwar al-Sadat (tv.) og Carter og premierminister Begin under Camp David-mødet 6.9.1978.

For perioden før 600-t, se Egypten i oldtiden (forhistorie) og (historie).

Egypten under kalifatet (640-969)

Egypten blev omkring 640 erobret af en lille muslimsk hær fra Syrien og Palæstina under ledelse af Amr ibn al-As. Efter erobringen blev al-Fustat, der nu er en del af Cairo, centrum for kalifatets administration af Egypten. Gennem 700- og 800-t. bosatte en del arabere sig i landet, og fra begyndelsen af 700-t. begyndte den lokale overklasse at konvertere til islam, og arabisk blev administrativt sprog.

Indtil midten af 800-t. blev Egypten styret fra den kalifale hovedstad, først Medina, siden Damaskus og fra 762 Baghdad, som en af mange provinser i det geografisk vidtstrakte kalifat. Det betød, at en stor del af beskatningen i naturalier og kontanter blev sendt videre til hovedstaden, og kun en mindre del blev anvendt i landet selv. Men fra 868 sikrede først tuluniderne og siden andre lokale dynastier sig voksende selvstændighed i forhold til kaliffen i Baghdad.

Fatimider, ayyubider og mamlukker (969-1517)

De shiitiske fatimider erobrede i 969 Egypten, og efter sejren lod de en ny residensby opføre, der fik navnet al-Qahira 'den sejrende', heraf navnet Cairo. Den nye by stod færdig i 973, og fatimidernes hersker kunne herefter flytte sit hof til Cairo fra Tunesien. Residensbyen blev anlagt uden for det daværende al-Fustat, og i tilknytning til den blev al-Azhar-moskéen opført. Den skulle være centrum for uddannelse af shiitiske propagandister, der til resten af den islamiske verden kunne sprede fatimidernes krav på at være de sande efterkommere efter profeten Muhammed. Fatimiderne gjorde derimod aldrig forsøg på at gøre Egyptens sunnimuslimske befolkning til shiamuslimer.

Under fatimiderne, der fastholdt kontrollen over Egypten frem til 1171, oplevede Egypten stor økonomisk fremgang. Fatimiderne påtog sig at udbygge og vedligeholde de mange overrislingskanaler, der sikrede bønderne mulighed for at kunstvande deres marker og således øge det årlige høstudbytte. Det nye dynasti havde også held til at gøre Egypten til centrum for en stor del af handelen mellem Europa og Asien. Dertil kom, at fatimiderne havde kontrollen over andre geografiske områder, bl.a. store dele af Nordafrika, Syrien, Palæstina og dele af Den Arabiske Halvø.

Egypten.  Luxor, Kongernes Dal.

Egypten. Luxor, Kongernes Dal.

Den sidste fatimidehersker blev fjernet fra magten i 1169 af Saladin al-Ayyubi, der etnisk var kurder. Med ham sikrede ayyubiderne sig kontrollen over Egypten, og al-Azhar blev omdannet til et sunnimuslimsk universitet. Det har siden været et af den sunniislamiske verdens mest betydningsfulde lærdomscentre.

I 1250 greb mamlukkerne magten i Egypten, og de opretholdt på trods af indre uro og hyppige interne kampe magten frem til 1517. Økonomisk hvilede mamluktidens Egypten på samme fundament som under fatimiderne. Det egyptiske landbrug var meget produktivt, og også under mamlukkerne forblev landet en vigtig mellemstation i samhandelen mellem Asien og Europa. Egypten oplevede derfor under både fatimiderne, ayyubiderne og mamlukkerne en periode præget af kulturel opblomstring.

Osmannisk og europæisk dominans (1517-1882)

I 1517 måtte mamlukkerne kapitulere over for den osmanniske sultan Selim 1. De bevarede ganske deres position i det egyptiske samfund, men de blev indarbejdet i den osmanniske administration af Egypten, og landet blev reduceret til en provins i Osmannerriget. Imidlertid varede det ikke længe, før de lokale mamlukker havde begrænset den osmanniske guvernørs reelle magt. Den hidtidige økonomiske og kulturelle opblomstring ophørte dog til dels, og handelen mellem Asien og Europa gik efter 1500 ikke længere via Det Røde Hav og Egypten, men syd om Afrika.

Egypten blev i 1798 besat af en fransk hær under ledelse af Napoleon 1. Franskmændene ønskede med landgangen i Egypten og et efterfølgende angreb på Palæstina at modarbejde Storbritannien. Den franske hær blev i 1801 tvunget til igen at forlade Egypten, og i 1805 blev Muhammad Ali af den osmanniske sultan udnævnt til ny guvernør.

Suezkanalen indvies, 1869.

Suezkanalen indvies, 1869.

Efter europæisk forbillede etablerede han i 1820'erne en ny hær, der hovedsagelig blev bemandet med tvangsudskrevne egyptere og uddannet af europæiske officerer. Samtidig reorganiserede Muhammad Ali administrationen af Egypten og investerede store summer i udbygningen af det egyptiske landbrug. Hovedparten af Egyptens jord blev lagt direkte ind under staten, og der blev skabt en række industrier, der primært fik til opgave at udstyre den nye hær. Hæren beviste flere gange sin styrke og ydede ved flere lejligheder afgørende hjælp til den osmanniske sultan. Muhammad Alis moderniseringspolitik blev fortsat af flere af hans efterfølgere. Det egyptiske landbrug blev i begyndelsen af 1800-t. lagt helt om. Bønderne skulle nu producere til et marked, der ud over Egypten selv omfattede Europa. Det opdyrkede areal blev stærkt udvidet, og da den britiske tekstilindustri efter udbruddet af Den Amerikanske Borgerkrig i 1861 ikke længere kunne få bomuld fra USA, fik det egyptiske landbrug sit store gennembrud. Anlæggelsen af Suezkanalen, der blev indviet i 1869, var yderligere med til at knytte den egyptiske økonomi til Europa.

Den voldsomme modernisering, som Egypten gennemlevede gennem 1800-t., kostede store summer, og landet blev voldsomt gældsat. I midten af 1870'erne var gælden vokset til næsten 100 mio. pund, og Storbritannien og Frankrig gennemtvang, at der i 1878 kom to europæere ind i den egyptiske regering, for på den måde at få kontrol over den økonomiske udvikling.

Den voksende europæiske indflydelse vakte vrede og uro i den egyptiske befolkning og førte i 1881-82 til en opstand rettet mod den regerende vicekonge (khediven), Tawfiq, der efter europæisk pres var blevet indsat i 1879, og mod den voksende udenlandske tilstedeværelse i landet. Tawfiq hidkaldte militær hjælp fra Frankrig og Storbritannien; i juli 1882 bombarderede den britiske flåde Alexandria, og en hær, der blev landsat i Suez, nedkæmpede i september oprørernes tropper, der var ledet af Ahmad Urabi, ved Tall al-Kabir. Det blev indledningen til en direkte britisk tilstedeværelse i Egypten, der reelt varede helt frem til 1956.

Den britiske kontrol med Egypten (1882-1922)

Egypten forblev frem til 1914 en del af Osmannerriget, men efter den britiske intervention i 1882 blev der indledt en administrativ reorganisering under ledelse af Evelyn Baring Cromer. Den førte allerede fra 1889 til, at de egyptiske finanser kunne udvise overskud og således tilfredsstille udenlandske kreditorers forventning om tilbagebetaling af den enorme egyptiske udlandsgæld.

Statsoverhoveder
vicekonger
1805-48Muhammad Ali
1848Ibrahim
1848-54Abbas 1.
1854-63Said
1863-79Ismail
1879-92Tawfiq
1892-1914Abbas 2. Hilmi
sultaner
1914-17Husayn Kamil
1917-22Fuad 1.
konger
1922-36Fuad 1.
1936-52Faruq 1.
republik
1953-56Muhammad Naguib
1956-70Gamal Abd-al-Nasir Nasser
1970-81Anwar al-Sadat
1981-2011Husni al-Mubarak
2012-13Mohamed Morsi
2013-14Adly Mansour
2014-Abdel Fattah al-Sisi

Vicekongen Tawfiq blev i 1892 efterfulgt af sin søn Abbas 2. Hilmi, men han blev afsat, da briterne i 1914 erklærede det osmanniske sultanat krig og efterfølgende gjorde Egypten til et britisk protektorat. Briterne var siden 1890'erne blevet mødt med stigende egyptiske krav om selvstændighed, og få dage efter indgåelsen af våbenhvilen i november 1918 rettede en gruppe egyptiske nationalister under ledelse af Sad Zaghlul henvendelse til den britiske repræsentation i landet og anmodede om fuld politisk autonomi for Egypten og om ret til at sende en delegation (wafd) til London. Anmodningen blev afvist, og de britiske myndigheder arresterede Zaghlul. Anholdelsen udløste uro, der tvang briterne til at frigive Zaghlul, som nu havde store dele af befolkningen bag sig tillige med sit nystiftede Wafd-parti. Fra britisk side forsøgte man de følgende år at komme til en forståelse med nationalisterne, men uden held. I 1922 erklærede Storbritannien Egypten for uafhængigt, og i marts blev sultan Fuad 1. udråbt til konge.

Annonce

Fra kongerige til republik (1922-52)

Egyptisk politik var 1922-52 præget af tre stridende grupperinger: hoffet, nationalisterne (Wafd) og briterne, der krævede at få deres strategiske militære interesser tilgodeset.

På trods af, at det konstitutionelle egyptiske monarki var udstyret med et parlament valgt af det egyptiske folk, havde kongen vidtstrakte beføjelser i grundloven, og selvom Wafd vandt alle valg i 1920'erne og 1930'erne, var det sjældent, at partiet havde held til at sikre sig direkte politisk indflydelse.

Egypten og Storbritannien indgik i 1936 Den Anglo-egyptiske Aftale, der sikrede fortsat britisk militær tilstedeværelse langs Suezkanalen, men i øvrigt begrænsedes briternes indblanding i landet. Samme år blev Fuad 1. afløst af sin søn Faruq 1., og i 1937 blev Egypten medlem af Folkeforbundet.

Ved udbruddet af 2. Verdenskrig i september 1939 efterlevede Egypten de forpligtelser, der var nedfældet i Den Anglo-egyptiske Aftale af 1936. Men egypterne var stærkt kritiske over for Storbritannien, og mange af dem var overbevist om, at Storbritannien ville lide nederlag.

Årene mellem 1945 og 1952 var præget af politisk polarisering. Wafd var fortsat det største parti, men evnede ikke at synliggøre sig. Andre politiske partier var villige til at samarbejde med kongen, der for sit eget vedkommende hele tiden måtte tage højde for den fortsatte britiske tilstedeværelse i landet.

Sammen med andre arabiske stater erklærede Egypten i maj 1948 Israel krig. Resultatet blev et ydmygende arabisk militært nederlag, der yderligere tilspidsede den kaotiske politiske situation. Faruq 1. svarede igen med arrestationer af oppositionen, hvilket var med til at fremskynde det militære kup i juli 1952, som betød, at Faruq 1. måtte drage i eksil.

Republikkens første tid (1952-56)

I 1953 blev Egypten omdannet til en republik med Muhammad Naguib som landets første præsident. Naguib var medlem af de såkaldte Frie Officerer, der havde som mål at skabe et politisk uafhængigt og militært stærkt Egypten. Gruppen havde ikke et samlet politisk program, men officererne gennemførte alligevel straks en jordreform, der fastsatte en øvre grænse for, hvor meget jord en enkelt godsejer måtte eje; reformen gav dem stor politisk opbakning blandt landets mange bønder og jordløse landarbejdere.

Allerede inden kuppet i 1952 var der fra egyptisk side fostret planer om anlæggelse af en stor dæmning ved Aswan i Øvre Egypten. Anført af USA trak de vestlige lande imidlertid i 1956 tilsagnet om økonomisk støtte tilbage pga. et sammenfald af omstændigheder, der placerede De Frie Officerer som Vestens modstandere. Egypten havde flere gange efter nederlaget til Israel i 1948 forsøgt at købe våben i Vesten, men var hver gang blevet afvist. Sovjetunionen gjorde det i efteråret 1955 muligt for Egypten at købe våben i Tjekkoslovakiet, hvilket fik Vesten til at opfatte Egypten som en sovjetisk allieret. Antagelsen blev tillige bestyrket af den modstand, som Egypten lagde for dagen mod det sikkerhedspolitiske samarbejde, der var under etablering mellem Storbritannien, støttet af USA, på den ene side og en række stater i Mellemøsten, bl.a. Tyrkiet, Iran og Irak, på den anden. Bestræbelserne førte i 1955 til etableringen af Baghdadpagten, der efter egyptisk opfattelse var en kapitulation over for Vesten.

Nassers æra (1956-70)

Gamal Abdel Nasser. Foto fra 1957.

Gamal Abdel Nasser. Foto fra 1957.

I 1956 blev Naguib afløst af en anden officer, Gamal Abdel Nasser, som den 26. juli nationaliserede det overvejende britisk- og franskejede Suezkanalkompagni. Det skete med henvisning til, at landet til opførelsen af Aswan-dæmningen havde brug for den valuta, den internationale skibsfart betalte for brug af kanalen. Som et resultat heraf fik Storbritannien og Frankrig en indbyrdes aftale i stand med Israel, som følte sig presset af det voksende antal angreb, der blev rettet mod mål i Israel fra Gazaområdet, som Egypten i 1949 havde fået kontrol over. Konflikten, Suezkrisen, kulminerede i oktober 1956 med, at Israel angreb Egypten og besatte hele Sinaihalvøen; Den Anden Arabisk-israelske Krig var en realitet.

Det lykkedes Egypten at fastholde nationaliseringen efter krigen, og Nasser kom herefter til at fremstå som den faktiske sejrherre og dermed som hele den arabiske verdens nye leder. I løbet af det følgende år nationaliserede den egyptiske regering yderligere en række franske og britiske virksomheder i landet.

Efter kuppet i 1952 blev det tydeligt, at de nye militære magthavere prioriterede samlingen af den arabiske verden i kampen mod Israel som et af deres højeste mål. Det gjaldt ikke mindst mht. bestræbelserne på at sikre, at palæstinenserne igen fik kontrol med deres eget område. I 1958 aftalte Egypten og Syrien indgåelse af en union mellem de to stater, der blev slået sammen i Den Forenede Arabiske Republik, som siden fik Nordyemen som associeret medlem. Unionen blev i sommeren 1961 reelt opløst, fordi Syrien trådte ud.

I foråret 1962 blev der valgt en nationalforsamling, som vedtog et nationalt charter, hvori de politiske og økonomiske erfaringer fra årene efter kuppet blev samlet og lagt til grund for en egyptisk panarabisk ideologi, funderet på den arabiske socialisme.

I begyndelsen af 1960'erne kunne Egypten dokumentere betydelig økonomisk fremgang, men to tendenser udhulede fremgangen: store udgifter til hæren og en voldsom befolkningsvækst. De militære udgifter blev fra 1962 yderligere belastet, fordi Egypten 1962-67 blev involveret i borgerkrigen i Nordyemen.

I 1967 led Egypten sammen med Israels arabiske nabolande et sviende militært nederlag i Den Tredje Arabisk-israelske Krig, Seksdageskrigen. Sinaihalvøen blev erobret af Israel, og Suezkanalen lukket for international skibsfart. Nasser tilbød efter nederlaget at træde tilbage, men store demonstrationer mod hans tilbagetrædelse førte til, at han genoptog posten som præsident for Egypten.

Egypten under Sadat (1970-81)

Nasser døde i 1970 og blev efterfulgt af vicepræsident Anwar al-Sadat. I 1971 gjorde han op med sine nasseristiske modstandere, og i 1972 udviste han alle tilstedeværende sovjetiske militære teknikere.

I oktober 1973 forsøgte Sadat sammen med Syrien at indlede et militært opgør med Israel i Den Femte Arabisk-israelske Krig, Oktoberkrigen eller Yom Kippur-krigen, og i 1974 lancerede han endvidere en ny økonomisk politik, infitah, der havde som mål igen at bringe Egypten ind i det vestlige økonomiske samarbejde. Som følge heraf blev Suezkanalen i 1975 genåbnet for international sejlads, efter at Egypten og Israel med amerikansk hjælp havde indgået en aftale om troppeadskillelse.

Egypten. Jimmy Carter imellem Anwar al-Sadat (tv.) og Menachem Begin (th.) ved underskrivelsen af Den Israelsk-egyptiske Fredsaftale i 1979.

Egypten. Jimmy Carter imellem Anwar al-Sadat (tv.) og Menachem Begin (th.) ved underskrivelsen af Den Israelsk-egyptiske Fredsaftale i 1979.

Sadat gjorde det fra begyndelsen af sin regeringsperiode klart, at hans interesse var Egypten, og derfor blev den panarabiske nationalisme opgivet. I 1977 tog han skridtet fuldt ud og foretog en rejse til Israel for på den måde at overbevise de israelske og amerikanske ledere om, at han var rede til egentlige fredsforhandlinger. I marts 1979 underskrev Egypten som det første arabiske land en fredsaftale med Israel, Den Israelsk-egyptiske Fredsaftale.

Fredsaftalen med Israel blev voldsomt kritiseret af den øvrige arabiske verden, og Egypten blev genstand for en fælles arabisk boykot, der bl.a. førte til, at Den Arabiske Liga flyttede sit hovedsæde fra Cairo til Tunis. Indenrigspolitisk blev tiden efter 1977 præget af voksende kritik af Sadat og hans liberale økonomiske politik, der ikke evnede at indfri de løfter om en bedre fremtid, som regimet legitimerede sin politik med over for den almindelige befolkning. Efter sin magtovertagelse i 1970 havde Sadat støttet forskellige islamiske grupper, fordi de kunne hjælpe ham med at begrænse den politiske indflydelse, som forskellige nasseristiske grupper havde, bl.a. på landets mange uddannelsesinstitutioner. Efter fredsaftalen med Israel radikaliserede de islamiske grupper deres kritik af Sadat. Regimet forsøgte at knuse oppositionen med massearrestationer uden egentlige resultater, og i oktober 1981 blev Sadat dræbt ved et attentat, udøvet af en af de mange radikale islamiske oppositionsgrupper.

Egypten. Islamiske fundamentalister skyder og dræber præsident Anwar al-Sadat 6.10.1981.

Egypten. Islamiske fundamentalister skyder og dræber præsident Anwar al-Sadat 6.10.1981.

Egypten under Mubarak

Sadat blev efterfulgt af sin vicepræsident Husni al-Mubarak, der fastholdt Sadats økonomiske politik og tilnærmelsen til Vesten, men Mubarak forsøgte samtidigt at modvirke den skæve og ulige sociale udvikling, der var blevet et resultat af infitah. Han forsøgte på den måde at imødegå den voksende kritik fra landets islamistiske opposition mod det tætte og omfattende samarbejde med Vesten. Det lykkedes Mubarak at tilvejebringe et kompromis mellem Egypten og den øvrige arabiske verden, og i 1989 kunne Egypten igen indtræde i Den Arabiske Liga, hvis hovedkontor igen flyttede til Cairo.

Egypten deltog aktivt i den internationale alliance, der under forsæde af USA blev skabt, da Irak i 1990 besatte Kuwait, og Egypten har siden fastholdt sin genvundne centrale position i den regionale politik. Egypten fik efterfølgende også forhandlet låneaftaler på plads med Verdensbanken og IMF og fik for sin støtte til kampen for Kuwaits befrielse eftergivet en meget betydelig del af sin udlandsgæld. Gennem 1990'erne oplevede landet en eskalering i kampen mellem regimet på den ene side og den militante islamistiske opposition på den anden, kulminerende med et meget voldsomt terrorangreb i Luxor i 1997. Men også mange egyptiske intellektuelle og ikke mindst den koptiske minoritet i den sydlige del af landet blev udsat for overgreb af militante islamister. Efter 1997 ebbede terrorhandlingerne ud, men islamistiske grupper gennemfører fortsat med mellemrum terrorhandlinger, ikke mindst mod lokaliteter i landet, hvor udenlandske turister opholder sig.

Husni al-Mubarak. Et tvivlens øjeblik få minutter inden underskrivelsen af aftalen om overdragelse af det politiske ansvar for den palæstinensiske befolkning på Vestbredden til Arafats selvstyre. Hårdt internationalt pres i fom af Hosni Mubarak, Shimon Peres, Dennis Ross, Warren Christopher og den palæstinensiske planlægningsminister Nabil Shaath lægges på Arafat. Yitzhak Rabin synes tabt for omverdenen. Aftalen blev underskrevet, og Arafat overtog fuld kontrol med Vestbreddens syv byer og hundredevis af landsbyer. Foto fra 
Cairo, 4.5.1994.

Husni al-Mubarak. Et tvivlens øjeblik få minutter inden underskrivelsen af aftalen om overdragelse af det politiske ansvar for den palæstinensiske befolkning på Vestbredden til Arafats selvstyre. Hårdt internationalt pres i fom af Hosni Mubarak, Shimon Peres, Dennis Ross, Warren Christopher og den palæstinensiske planlægningsminister Nabil Shaath lægges på Arafat. Yitzhak Rabin synes tabt for omverdenen. Aftalen blev underskrevet, og Arafat overtog fuld kontrol med Vestbreddens syv byer og hundredevis af landsbyer. Foto fra Cairo, 4.5.1994.

Egyptens fornyede regionale betydning er siden 2000 også blevet tydelig i de bestræbelser landet gør for at medvirke til, at fredsprocessen mellem Israel og det palæstinensiske selvstyre igen kan komme i gang. Egypten har bakket op om den såkaldte køreplan for fred, der i fællesskab blev lanceret af USA, Rusland, EU og FN i 2003. Egypten gav kun indirekte støtte til invasionen af Irak i marts 2003, men har efterfølgende påtaget sig en konstruktiv rolle i bestræbelserne på at normalisere den arabiske verdens forbindelser til det nyetablerede politiske system i Irak.

Nye politiske grupperinger har gennem de senere år delvist ændret det politiske liv i landet, og ved præsidentvalget i 2005 var flere uafhængige kandidater opstillet. Hyppige demonstrationer tvang regimet til reformer af valglovene forud for parlamentsvalget i 2005 og til en liberalisering af, hvem der kunne opstille til valget. Uafhængige kandidater med tilknytning til Det Muslimske Broderskab vandt 88 af de i alt 444 pladser. Det er fortsat Det Nationale Demokratiske Parti, der som præsidentens støtteparti dominerer parlamentet i landet, men Det Muslimske Broderskab har i det sidste årti sikret sig indflydelse, også i flere af de nationale professionelle sammenslutninger.

Opgøret med præsident Mubarak

Dominansen fra Mubaraks klan og en tiltagende nepotisme, korruption og brutalitet over for den politiske opposition samt stærkt forringede levevilkår for størstedelen af befolkningen øgede utilfredsheden med Mubaraks regime. Ved valget i 2010 var der omfattende valgsvindel, som væsentligst tilgodeså Det Nationale Demokratiske Parti. Utilfredsheden med dette og især inspirationen fra den såkaldte Jasminrevolution i Tunesien førte til voldsomme demonstrationer med samlingspunkt på Tahrir-pladsen i hovedstaden Cairo, hvor især unge var de toneangivende. Demonstrationerne var fra sin begyndelse ikke koordinerede, men var flere gadedemonstrationer, ulydighedskampagner og protester, hvor der blandt demonstranterne kun var enighed om kravet om Mubaraks afgang. Allerede i januar fik protesterne sit samlingspunkt i den egyptiske eksilpolitiker El-Baradei, der vendte hjem. Politiets og hærens sikkerhedsstyrker forsøgte at slå oprøret ned, og regeringen forsøgte at eliminere de elektroniske kommunikationsveje ved at lukke for internet, mobiltelefoni og ved at at forbyde den regeringskritiske radiostation al-Jazeera. Dette var uden virkning, og demonstranterne i Cairo fik efterhånden verdens bevågenhed ikke mindst i kraft af et stor opbud af pressefolk fra udlandet.

Mubarak forsøgte flere gange under oprøret at imødekomme protesterne, bl.a. ved at udnævne en vicepræsident Suleiman, ved at udskifte dele af regeringen og ved at holde flere taler til befolkningen. Samtidig optrådte civilklædte sikkerhedsstyrker og andre Mubarak-støtter som provokatører ved demonstrationerne. Hærens rolle i kampene er endnu uafklaret, men militærets folk viste efterhånden tiltagende sympati for de demonstrerende. Udlandets manglende støtte til præsidenten og ikke mindst hærens manglende loyalitet fik 11. februar præsident Mubarak til at trække sig tilbage, og magten blev af vicepræsident Suleiman overdraget til et militærråd, der gennem en komite udarbejdede et udkast til en ny forfatning, der implicerer frie og demokratiske valg.

Ved det frie valg i 2012, som var det første efter Mubaraks fald, vandt Det Muslimske Broderskab, og Mohamed Morsi blev valgt til præsident, den første demokratisk valgte i Egyptens historie. Allerede samme år opstod der utilfredshed med Morsis styre. Ifølge nogle af hans modstandere fik han kuppet en ny forfatning igennem; forfatningen blev vedtaget i december med en tilslutning på ca. 64% af vælgerne. Oppositionen beskylder dog valget for at være præget af svindel; desuden kritiseres forfatningen for at være for islamistisk. Endvidere havde Morsi tiltaget sig yderligere magtbeføjelser. Samtidig er landet fortsat præget af arbejdsløshed og økonomiske problemer.

I juni 2013 blussede urolighederne op, bl.a. endnu engang med massedemonstrationer på Tahrir-pladsen, og nu stod militæret bag kritikken af Morsis styre. 3. juli afsatte hæren Morsi, og der skal afholdes nyt præsidentvalg, og en komité, der skulle ændre forfatningen, blev nedsat. Adly Mansour, chefen for forfatningsdomstolen blev indsat som midlertidig præsident. Urolighederne fortsatte imidlertid, bl.a. med protester fra Morsi-tilhængernes side. Den egyptiske hær indledte en brutal bekæmpelse af Morsis tilhængere, som førte til flere hundrede omkomne og siden til et stort antal dødsdomme.

I januar 2014 blev en ny forfatning vedtaget og senere samme år blev chefen for Egyptens væbnede styrker, Abdel Fattah al-Sisi, valgt til præsident efter en overvældende valgsejr. Mange vælgere, både islamister og liberale, valgte imidlertid at boykotte valget. I maj 2015 blev Morsi dømt til døden, hvilket førte til kraftig kritik fra mange af Egyptens nære samarbejdspartnere.

Læs mere om Egypten.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Bæk Simonsen: Egypten - historie i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 25. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=68525