Algeriet - historie

Algeriet – historie, Algeriet blev allerede i oldtiden kulturelt og økonomisk knyttet til den øvrige Middelhavsverden, da fønikierne grundlagde adskillige handelsbyer langs kysten. Senere overtog handelsbyen Karthago kontrollen over kystområdet. Den nordlige del af Algeriet blev en del af Romerriget, da romerne i 146 f.Kr. påbegyndte erobringen af Nordafrika og senere etablerede provinsen Numidia i det nordøstlige Algeriet og Mauretania Caesariensis i den nordvestlige del. I romersk tid var området frugtbart, og der blev dyrket korn, vin og oliven og drevet skovhugst. Romerne anlagde mange kolonier, fx Thamugadi (nuværende Timgad) og Cirta (nuværende Constantine), og udbredte romersk kultur. Algeriet har mange velbevarede ruiner af bygningsanlæg fra romertiden.

Vandalerne invaderede i 429 den nordlige del af landet, men området blev i beg. af 500-t. generobret af Det Byzantinske Rige og forblev frem til slutn. af 600-t. en del af dette. Kristendommen fik almindelig udbredelse i 200- og 300-t.

Algeriet blev i slutn. af 600-t. erobret af kalifatet, der fra byen Qayrawan (Kairouan) i det nuværende Tunesien nedkæmpede de lokale berberstammer og underlagde området kaliffen i Damaskus. Den arabiske hær slog sig ned i en række militære forlægninger langs kysten, men udgjorde kun en ubetydelig del af den samlede befolkning indtil 1000-t., da forskellige arabiske stammer indvandrede fra øst. Først gennem de følgende århundreder slog det arabiske sprog igennem, mens den berberiske befolkning allerede gennem 700- og 800-t. var konverteret til islam. Landet har stadig en stor berberisktalende befolkning.

Algeriet fik aldrig økonomisk eller kulturel betydning under kalifferne, og med undtagelse af Tlemcen etableredes kun få byer. Landet var under politisk og kulturel påvirkning enten fra de islamiske dynastier, som etablerede sig i Tunesien (fx aghlabiderne), eller fra de islamiske dynastier, der etablerede sig med centrum i Marrakesh, Fez eller Rabat i Marokko og militært underlagde sig store dele af Algeriet og store dele af Spanien. Det gælder for almoraviderne i slutn. af 1000-t. og beg. af 1100-t. og for almohaderne i anden halvdel af 1100-t. I denne periode var der livlig handel med Sydeuropa fra de algeriske kystbyer. Deres betydning blev gennem 1400-t. reduceret, fordi Europa udbyggede den direkte søhandel med Vestafrika.

I beg. af 1500-t. blev den nordlige del af Algeriet underlagt Osmannerriget. Brødrene Hayreddin og Aruj Barbarossa hjalp i 1516 indbyggerne i Alger (nuværende Algier) med at bekæmpe en spansk flåde, der forsøgte at bemægtige sig kontrollen over byen. Denne havde gennem lang tid været udgangspunkt for en omfattende sørøvervirksomhed. Brødrene sikrede sig senere kontrol over endnu en række byer langs kysten, bl.a. Miliana, Ténès og Tlemcen. Da Aruj i 1518 blev dræbt under en spansk belejring af Tlemcen, tilbød Hayreddin et politisk samarbejde med sultanen i Istanbul, der straks sendte en mindre hær og flåde til Alger til støtte i kampen mod spanierne. Hayreddin blev i 1533 udnævnt til øverste chef for den osmanniske flåde, og den nordlige del af Algeriet blev derefter styret af guvernører, udnævnt af sultanen i Istanbul. Fra 1659 blev disse betegnet som aghaer og senere som deyer; de formåede ofte at bevare en høj grad af selvstændighed i forhold til sultanen. I 1756 havde Danmark sluttet en traktat med Osmannerriget, som skulle sikre danske skibe fri sejlads på Middelhavet. Alligevel fortsatte deyen af Algiers opbringning af skibene, og i 1770 blev en mindre dansk flåde sendt til Middelhavet og beskød Algier. I 1772 måtte danskerne imidlertid opgive at tvinge deyen og blev i stedet nødt til at betale for skibenes sikkerhed.

Gennem 1600- og 1700-t. forsøgte flere europæiske stater – navnlig Spanien – at sikre sig direkte politisk kontrol over Nordafrika, og i 1830 begyndte Frankrig en erobring af Algeriet. Denne blev søgt imødegået af bl.a. emiren Abd al-Qadir. Han organiserede en velfungerende hær, der nød betydelig folkelig opbakning, men som ikke i længden magtede at modstå den franske militærmagt. Abd al-Qadir opgav i 1846 modstandskampen mod franskmændene.

Algeriet blev efter erobringen administrativt en del af Frankrig. De gode landbrugsmuligheder lokkede mange til at bosætte sig i landet, og ved århundredskiftet var der ca. 600.000 franskmænd i Algeriet. En del af disse var naturaliserede spaniere og italienere. Omvendt søgte en del arabere fra Algeriet arbejde i den franske industri, og mange deltog på fransk side i 1. Verdenskrig.

Den europæiske indvandring til Algeriet førte i de første år af 1900-t. også til en voksende europæisk kontrol med landets produktionsliv, og sammen med den fortsatte europæiske jordtilegnelse førte det til, at forskellige grupper i Algeriet fandt sammen i en begyndende nationalistisk bevægelse. En række islamiske retslærde med Ibn Badis i spidsen argumenterede for en særlig algerisk identitet, der var funderet på Algeriets lange historiske og kulturelle tilknytning til den arabiske og den islamiske verden. Samtidig dannedes i Frankrig under ledelse af Messali Hajj en særlig organisation for algeriske arbejdere i Frankrig (L'étoile nord-africaine), der også arbejdede for national selvstændighed.

En del af den arabiske elite i Algeriet var fortalere for et fortsat tilhørsforhold til Frankrig. Denne gruppe blev tegnet af bl.a. Ferhat Abbas. Men da den franske regering i løbet af 1930'erne efter pres fra den store franske befolkning i Algeriet afviste at udvide den arabiske befolknings politiske rettigheder, førte det til, at gruppen omkring Ferhat Abbas sluttede op bag den nationalistiske bevægelses krav om politisk uafhængighed af Frankrig.

Den franske regering fastholdt imidlertid, at landet skulle forblive en integreret del af Frankrig. Der blev ført endeløse, resultatløse forhandlinger, og det førte til, at de nationalistiske grupper i efteråret 1954 dannede FLN (Front de Libération Nationale), hvis formål var at kæmpe for landets uafhængighed. Frihedskrigen blev indledt 1. november samme år med en række velplanlagte angreb på franske interesser.

Krigen varede indtil 1962 og påførte den algeriske befolkning store lidelser. Det menes, at ca. 1 mio. algeriere mistede livet, og ca. 2 mio. blev tvangsforflyttet i bestræbelserne på at kvæle frihedskrigen. Det lykkedes ikke – befolkningen som helhed støttede FLN's paroler for et uafhængigt Algeriet. Den franske hær i landet talte i slutn. af 1950'erne ca. 500.000 mand.

Efter lange forhandlinger accepterede den franske regering i 1962 at give landet selvstændighed (Évianaftalen i marts 1962). Dele af den europæiske befolkning i Algeriet var stærkt kritiske over for den franske regerings politik og sluttede derfor op bag organisationen OAS (Organisation de l'Armée Secrète), der gennem foråret og sommeren 1962 førte en regelret terrorkampagne mod den algeriske befolkning.

Algeriet stod ved sin uafhængighed over for meget store problemer. Den europæiske del af befolkningen, der udgjorde ca. 10% eller 1 mio. og dominerede landets industri, og som også havde sikret sig kontrol over de mest frugtbare landbrugsområder, forlod landet. FLN overtog ledelsen, og Ahmad Ben Bella blev det selvstændige Algeriets første præsident. I 1965 blev han afsat ved et kup, ledet af Houari Boumedienne, der derefter blev landets præsident til sin død i 1978.

Under Boumedienne blev der igangsat en arabisk, socialistisk politik med FLN som eneste legale parti. Udenlandske økonomiske interesser blev nationaliseret, hvilket sikrede den politiske ledelse kontrol over landets vigtigste råvarer, olie og naturgas. Indtægterne herfra blev gennem 1970'erne investeret i storstilede industrielle udviklingsprojekter, ligesom landets uddannelsessystem og sundhedsvæsen blev kraftigt udbygget. Derimod blev der kun i begrænset omfang afsat midler til investering i landbruget med det resultat, at landet gennem 1980'erne måtte bruge store summer på import af nødvendige fødevarer til den hastigt voksende befolkning. Udviklingen blev i 1970'erne lagt i hænderne på centralistiske statslige virksomheder.

Fald i indtægterne fra salg af olie og gas fra midten af 1980'erne afslørede svagheden i den udvikling, der var blevet fulgt under Boumedienne. Den voldsomme satsning på udbygning af landets sværindustri affødte ikke det antal arbejdspladser, der var nødvendigt for at beskæftige den voksende arbejdsstyrke, og arbejdsløsheden blev yderligere forstærket af manglende investeringer i landbruget. I oktober 1988 udbrød der voldsomme uroligheder i landets større byer. Hæren måtte gribe ind, og den i 1979 valgte præsident Benjedid Chadli blev tvunget til at reformere det politiske system.

Allerede i midten af 1980'erne havde Chadli og FLN erkendt, at den centralistiske statslige styring af økonomien måtte ændres. I 1989 blev det tilladt at danne politiske partier, der kunne deltage først i de lokale valg og siden i valg til landets nationalforsamling. Ved lokalvalgene, der blev afholdt i sommeren 1990, sikredes FIS (Front Islamique du Salut) en overbevisende sejr. FIS var en sammenslutning af en række mindre islamiske grupper, der dygtigt evnede at udnytte den almindelige utilfredshed med udviklingen, og som politisk argumenterede for, at Algeriet skulle fastholde sin muslimske tradition. Ved første runde af valget til Nationalforsamlingen i december 1991 – det første frie valg i landets historie – sikrede FIS sig igen en overvældende sejr.

I januar 1992 erklærede hæren valget ugyldigt, tvang præsident Chadli til at træde tilbage og dannede et særligt råd til landets frelse, der indførte undtagelsestilstand og en kraftig censur. Rådet begrundede sin eksistens med, at det skulle redde landet fra de radikale, fundamentalistiske grupper organiseret i FIS.

FIS blev formelt forbudt i 1992, og en række af dets ledere blev siden dømt til døden, mens andre blev idømt lange fængselsstraffe. Under indtryk af den islamiske fundamentalismes voksende gennemslagskraft også i den øvrige arabiske verden anerkendte det internationale samfund stiltiende de nye militære magthavere.

Udviklingen i Algeriet var i 1990'erne præget af voldsomme konfrontationer mellem hæren og sikkerhedsstyrker på den ene side og militante islamistiske grupper, oprindelig med rod i partiet FIS, på den anden. Ledende talsmænd for FIS distancerede sig siden fra brugen af vold i kampen mod den af hæren indsatte regering og opfordrede i flere omgange til, at der blev indledt forhandlinger med henblik på først et nationalt kompromis og siden en politisk normalisering. Kredse i militæret forhindrede dog hver gang, at sådanne forhandlinger blev sat i gang. Konfrontationerne, som ofte havde karakter af egentlige massakrer på befolkningen begået af islamistiske grupper, skønnes at have kostet mellem 100.000 og 150.000 livet. Støttet af hæren blev Liamine Zeroual (f. 1941) i 1995 valgt til præsident, og i 1997 blev der afholdt nye valg til landets nationalforsamling. FIS-ledelsen i eksil opfordrede befolkningen til at boykotte valget, men opfordringen blev ikke fulgt, og den politiske normalisering blev siden fulgt op med valget af Abdelaziz Bouteflika som ny præsident i 1999.

Præsident Bouteflika fokuserede fra starten på at fremme fred og national forsoning. Flere tusinde politiske fanger, heriblandt højtstående medlemmer af FIS, blev løsladt; sager om de algeriske sikkerhedsstyrkers hårdhændede indsats blev undersøgt og førte til anklager mod medlemmer af sikkerhedsstyrkerne. Det begrænsede antal egentlige retssager og mange tusinde uopklarede forsvindinger har dog medført kritik fra internationale menneskerettighedsorganisationer.

I efteråret 2005 gav den algeriske befolkning massiv opbakning til Bouteflikas såkaldte charter for fred og forsoning ved en folkeafstemning. Charteret giver amnesti til medlemmer af sikkerhedsstyrkerne, der havde kæmpet imod de væbnede islamiske grupper. Det giver også beskyttelse mod retsforfølgelse til medlemmer af de væbnede grupper, der afleverer deres våben og ikke har deltaget i "massemord, voldtægt eller brug af sprængstoffer ved offentlige steder". Endelig giver det også mulighed for erstatninger til slægtninge til ofrene for konflikten. Som opfølgning på charteret er der blevet frigivet yderligere omkring 2200 fanger. Bouteflikas muligheder for at fortsætte den nationale forsoningsproces blev væsentlig styrket med hans overbevisende genvalg i april 2004.

Efter næsten 15 års konflikt er der nu (2006) relativt fredeligt i Algeriet, men den algeriske regering står stadig over for store udfordringer. Fortsatte religiøse og etniske spændinger præger befolkningen, mest markant i Kabylien, hvor den berberiske befolkning kræver større anerkendelse og selvstyre.

Algeriet er langsomt ved at genvinde sin udenrigspolitiske betydning efter 1990'ernes interne konflikt. Forholdet til USA er blevet væsentlig styrket, især som følge af Algeriets bekæmpelse af radikale islamistiske grupper og pga. landets væsentlige forekomster af naturgas og olie. Også forholdet til EU er styrket med en handelsaftale og en forestående toldunion. Algeriets forhold til de nordafrikanske nabolande er derimod svagt. Særlig striden med Marokko om Vestsaharas status blokerer for et øget regionalt samarbejde. Endelig spiller Frankrig fortsat en vigtig rolle, omend Algeriet har et kompliceret forhold til den tidligere kolonimagt.

I januar 2011 kom det til folkelige protester mod stigende fødevarepriser, arbejdsløshed og korruption, og der blev stillet krav om mere demokrati. Demonstrationerne er et led i den folkelige protestbølge, der fra december 2010 ramte mange arabiske lande, startende med Jasminrevolutionen i Tunesien. Som et modtræk mod protesterne har præsident Bouteflika ophævet den undtagelsesttilstand, som blev indført i 1992.

I januar 2013 angreb militante islamister et gasanlæg, der ligger i et ørkenområde nær grænsen til Libyen; gasanlægget drives af BP, Statoil og et statsligt algerisk olieselskab. Der blev taget en lang række gidsler fra forskellige lande, bl.a. Norge og Frankrig; ifølge gidseltagerne var aktionen et gengældelsesangreb for Frankrigs militære indgriben i urolighederne i Mali. Ved befrielsesaktioner døde ca. 50 gidsler. Efterfølgende påtog terrorlederen Mokhtar Belmokhtar (f. 1972) sig skylden for aktionen.

Læs mere om Algeriet.