Libyen - geografi, Landet kan naturgeografisk opdeles i fire zoner: Jabal Nafusa (bjerge) og Jafarasletten, begge mod vest i Tripolitania, bjergene Jabal al-Akhdar mod øst i Cyrenaika og endelig Saharaplateauet med ørkenen mod syd, Fezzan. Jafara udgør det frugtbare nordvestlige hjørne af landet med hovedstaden Tripoli og størstedelen af befolkningen. Nafusa er en stenet og ørkenagtig overgangszone mellem Sidrabugten, den tunesiske grænse og Sahara. Selve Sahara dækker 90% af landet og rummer bl.a. meget store og ganske ufremkommelige "sandhave" med klitdannelser i storformat. Jabal al-Akhdar, De Grønne Bjerge, er et af de få steder, hvor nedbøren er tilstrækkelig til landbrug. I alt er kun 11/2% af Libyens areal opdyrket; 8% er udlagt til græsning, mens kun meget små arealer er skovdækket. Både landbrugs- og skovarealerne udvides gennem statsstøttede projekter.

Klima

Klimaet er overalt varmt. I de centrale ørkenegne har man registreret nogle af verdens højeste lufttemperaturer; ved Aziza måltes i september 1922 57,7°C, en måling hvis pålidelighed som verdens højeste lufttemperatur dog i 2012 blev underkendt af World Meteorological Organization (se Death Valley). Kystegnene har Middelhavsklima med varme somre, milde vintre og vinterregn. Når den varme, tørre al-qibli-vind fra tid til anden blæser fra syd, kan temperaturen ved kysten hurtigt stige til 40-50°, mens luftfugtigheden kan falde fra 80 til 10%. I de højeste bjergegne og visse steder på kysten er årsnedbøren op mod 400 mm, og den mindskes mod syd. Mange steder er tørkeperioder af flere års varighed almindelige.

Der er ingen permanente vandløb i Libyen, men store, tørre floddale, wadier, er et udbredt element i landskabet. De opfyldes under regnskyl, men udtørrer hurtigt igen. Imidlertid rummer undergrunden store grundvandsmagasiner, og de mange oaser vandes af kilder og brønde. Under Sahara findes store reserver af fossilt vand fra tidligere tiders fugtigere klima, og et meget ambitiøst projekt udnytter dette vand i Den Store Menneskeskabte Flod. Dette, verdens største vandvindingsprojekt og et af de største civile ingeniørprojekter overhovedet, blev påbegyndt i begyndelsen af 1980'erne og fører ferskvand til husholdninger og landbrug i de tætbefolkede områder ved kysten. Man har etableret to rørledninger på 1700 og 1800 km, som fører vand fra to områder dybt inde i Sahara til hhv. Benghazi- og Tripoliområdet.

Befolkning

Befolkningen hævder at nedstamme fra nomadestammer, der indvandrede fra Den Arabiske Halvø i 1000-t. Reelt er der snarere tale om en assimilering af de arabiske beduinstammer med de overvejende fastboende berbere, som allerede boede i området. De fleste europæere og libyske jøder forlod mere eller mindre frivilligt landet efter revolutionen, men der er stadig små grupper af kristne tilbage. Man finder desuden efterkommere af sorte slaver og i de sydlige oaser små grupper af tuareger. Hertil kommer et stort, men variabelt antal gæstearbejdere fra bl.a. nabolandene.

Befolkningen er ung; ca. en tredjedel er under 15 år; næsten 90% bor i byer. Befolkningsvæksten er faldet i de senere år og ligger nu på 2,6% (2006). Takket være olieindtægterne har man kunnet gennemføre omfattende udvidelser og forbedringer af både uddannelse, sundhedsvæsen og det sociale system.

Resurser og erhverv

Produktion og eksport af råolie (og i mindre omfang naturgas) udgør omkring en fjerdedel af BNP og er dominerende i udenrigsøkonomien, men sektoren beskæftiger kun en lille del af arbejdsstyrken. De første oliefelter blev opdaget i 1956, og de vigtigste olieområder ligger i den centrale nordlige del af landet. Andre felter ligger ved Ghadamès nær grænsen til Algeriet og ved Murzuq og al-Kufra mod syd. I grænseområdet til den tunesiske Gabesbugt findes offshore olie- og gasfelter under udvikling.

Både oliesektoren og økonomien generelt er statsstyret, men systemet er under forandring. I 1990'erne blev en stor del af detailsektoren privatiseret. Et problem er mangelen på kvalificeret arbejdskraft, og en stor del af arbejdsstyrken er udlændinge. Med mellemrum udvises gæstearbejdere, når det er økonomisk eller politisk belejligt.

Landbruget beskæftiger skønsmæssigt en femtedel af arbejdsstyrken, men Libyen er ikke selvforsynende med basale fødevarer. Regeringen prioriterer det højt at mindske importen, og landbruget støttes på mange måder. Kun 10% af agerjorden er kunstvandet; på de øvrige jorder svinger produktionen fra år til år med nedbørsmængden, og hektarudbytterne er oftest meget lave. Blandt afgrøderne er korn (bl.a. byg som vintersæd), oliven, mandler og citrusfrugter. På bjergskråningerne ses vinstokke, og i de sydlige oaser er der store daddellunde. Dyrehold, især får og geder, har størst betydning på kystsletten.

Industriudviklingen har været af begrænset omfang og er koncentreret til Tripoli og Benghazi. Det er især landbrugsrelaterede virksomheder, helt overvejende statsejede. Ved olieraffinaderierne i Tripoli og ved Sidrabugten findes petrokemisk industri.

Infrastruktur

Den vigtigste hovedvej går langs med kysten, fra Tunesien til Egypten. Andre hovedveje forbinder kystens større byer med oaser og oliefelter. Landet har ingen fungerende jernbaner, da de eksisterende linjer blev lukket i 1960'erne. Syv jernbanelinier på i alt 2757 km er under konstruktion; de ventes færdige i 2008. Tripoli og Benghazi er de største havnebyer, men olie udskibes også fra en række andre havne. Libyens største internationale lufthavn er i Tripoli.

Læs mere om Libyen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig