Larache, al-Araish, havneby på Marokkos Atlanterhavskyst; 121.300 indb. (2012). Larache var 1610-89 og 1912-56 under spansk herredømme og rummer to gamle fæstninger. Nu er byen et populært badested og serviceby for landbrug og fiskeri. 3 km nord for byen ligger ruinerne af den romerske koloni Lixus med rødder tilbage til fønikierne.