Kairouans store moské fra 800-tallet rejser sig højt over byens flade tage. Den kvadratiske minaret markerer sammen med bedehallens to kupler (tv. i billedet) anlæggets hovedakse og viser dets store udstrækning. Traditionelt for en islamisk bygning åbner moskéens rum sig mod en stor gård i midten, mens ydervæggene, bortset fra indgangene, er lukkede mod omgivelserne.

.

Kairouan er en by i Tunesien. Den er hovedby i gouvernoratet af samme navn. Byen Kairouan har 117.903 indbyggere (estimat fra 2023) og er dermed den femtestørste by i Tunesien. Gouvernoratet Kairouan har 570.559 indbyggere (2014). Byen ligger på en tør græssteppe i den centrale del af Tunesien. Mod øst grænser gouvernoratet Kairouan op til gouvernoratet Sousse, mod syd og vest til gouvernoraterne Sidi Bouzid og Kasserine. Kairouan by ligger ca. 160 km syd for hovedstaden Tunis.

Faktaboks

Etymologi

Kairouan kommer fra det arabiske ord "qarawan", som betyder lejr. Byen var i begyndelsen en lejr for hæren udsendt af kaliffen i Damaskus under ledelse af Uqba ibn Nafi.

Landbrug og erhverv

Landbrug er den vigtigste sektor i Kairouan-området og beskæftiger 40 % af arbejdsstyrken i området. Der græsser store flokke af får og geder. Herfra bruges ulden til håndvævede og håndknyttede tæpper, som området er særligt kendt for. Derudover dyrkes der peberfrugt, som bruges til fremstilling af det chili-lignende krydderi harissa, samt tomater, abrikoser, mandler og oliven. Der er også en mindre industri med manufakturproduktion, som bl.a. fremstiller mundbind (ansigtsmasker) til EU-landene.

Sociale forhold i Kairouan

Kairouan er et af de fem fattigste gouvernorater i Tunesien, og i alle områder af gouvernoratet er befolkningen fattigere end landsgennemsnittet. Mere end 20.000 indbyggere i Kairouan-området lever under fattigdomsgrænsen, dvs. at de har mindre end 5 dinarer at leve for om dagen. Arbejdsløsheden blandt unge er høj: blandt unge arbejdere mellem 25 og 29 år er arbejdsløsheden over 30 %, mens landsgennemsnittet er på 14,82 %. Blandt de højtuddannede er arbejdsløsheden endnu højere, fordi der ikke er virksomheder, hvor de kan finde arbejde, der passer til deres uddannelse, og fordi de på grund af manglende indkomst ikke har penge til at forlade området og søge arbejde andre steder. Mange unge føler sig som i et åbent fængsel.

Frustrationerne over de nedslående og udsigtsløse sociale og økonomiske forhold fører ofte til demonstrationer i Kairouan. I 2021 foregik 200 af de i alt 1492 registrerede demonstrationer i Tunesien i Kairouan. Det gør Kairouan til det område i landet, hvor der foregår flest demonstrationer.

Kairouans historie som religiøst center

Kairouan blev grundlagt i 670, da en hær fra kaliffen i Damaskus erobrede området under ledelse af Uqba ibn Nafi. Byen blev oprindelig anlagt som en militærby, der skulle huse den kalifale hær og kaliffens statholder, men efterhånden udviklede den sig til et driftigt handelscentrum.

Den store moské, Sidi Okba-moskéen, er et af den islamiske arkitekturs hovedværker og har været retningsgivende for hele regionens moskébyggeri. Det nuværende store rektangulære bygningsanlæg erstattede en ældre moské i 836, og det har siden undergået restaureringer og ombygninger. En anden af Kairouans mange religiøse bygninger, "Moskéen med de tre porte", også fra 800-tallet, er bemærkelsesværdig ved sine dekorative skriftbånd på facaden.

Den store moske, "Moskéen med de tre porte" og det store vandreservoir, der også blev opført af aghlabiderne i 800-tallet, er optaget på UNESCO's Verdensarvsliste.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig