Egypten – geografi, Man siger, at "Egypten er Nilen". Det egyptiske samfund er organiseret omkring Nilen; landets økonomi, politik, kultur og historie afspejler bestræbelserne på at tæmme og udnytte Nilens vandmasser, og floden er af afgørende betydning for bebyggelsesmønster, infrastruktur og produktion.
Egypten - geografi
Egypten. Kamelmarked ved Nildalen nær Luxor.
Egypten. Kunstvanding i ørkenen.
Egypten. En feluke på Nilen nær Cairo.
Nilen
Egypten, her i betydningen floddalen, deles i Nedre Egypten, som er Nilens nedre løb med deltaet, og Øvre Egypten, som er floddalen syd for Cairo. Her er Nildalen et ret snævert leje, 3-15 km bredt, som floden har eroderet ud i det flade plateau. Nildalen flankeres således her af 50-200 m høje skrænter. Nildeltaet er 22.000 km2 og stort set uden højdeforskelle. Nilvandet er reguleret i to grene, Dumyat mod øst og Rashid mod vest, med navne efter de to byer på Middelhavskysten, hvor grenene udmunder.
Før Nilen blev tæmmet af dæmningsbyggerier, med Aswan som det afgørende, medførte floden en betydelig last (ca. 100 mio. t årligt) af frugtbart slam fra Det Etiopiske Højland. Det blev aflejret i Nildalen og i særdeleshed i deltaet. Denne årlige tilførsel af næringsrigt slam skabte sammen med de rigelige vandmængder og det varme klima enestående betingelser for landbrugsproduktion. Det var på baggrund af denne frugtbarhed, at en af verdens ældste højkulturer, den faraoniske, opstod omkring 3000 f.Kr. Nu aflejres slammet på bunden af Nassersøen bag Aswan-dæmningen, og næringstilførslen foregår ved kunstgødning. Pga. Nassersøens enorme kapacitet vil materialeophobningen ikke udgøre et problem for dæmningens funktion de første 500 år.
Naturgeografi
Egypten kan opdeles i fire regioner: Nildalen og Nildeltaet (beskrevet ovenfor), Den Libyske Ørken, som er området vest for Nilen, Den Arabiske Ørken mellem Nilen og Det Røde Hav samt Sinaihalvøen øst herfor.
Den Libyske Ørken dækker størstedelen af landet. Det er et fladt område, som kun få steder hæver sig over 300 m. Ørkenen rummer flere store forsænkninger og en del oaser. Den største er al-Fayyum syd for Cairo med en befolkning på ca. 1 mio. Længere vest- og sydpå ligger oaserne Siwa, Bahariyya, Dakhla og Farafra. Siwa er en udløber af den store Qattarasænkning med de laveste områder 133 m under havets overflade. Alle oaserne er knyttet sammen af det net af gamle karavaneveje, som gennemkrydser ørkenen og forbinder Egypten til hovedsporene gennem Sahara.
Den Arabiske Ørken er et ufremkommeligt bjergområde med bjergtoppe op til 2000 m, gennemskåret af dybe klippespalter og wadier. Det er ubeboet på nær en række småbyer ved Rødehavskysten.
Sinai. Traditionelt regnes Suezkanalen for grænsen mellem Afrika og Asien, og Sinai er således den asiatiske del af Egypten. Mod nord er der sandørken og i syd højland med Egyptens højeste punkt, Katarinabjerget (2642 m). Seks km nord herfor ligger Sinaibjerget (Djebel Musa), (2285 m), og for foden af dette bjerg ligger Katarinaklostret.
Befolkning
Egypten. Cairo.
Egypten er Mellemøstens folkerigeste land og har en hurtigt voksende befolkning, men der er betydelig usikkerhed om basale demografiske oplysninger. Det høje befolkningstal betyder et kolossalt pres på de få pct. af arealet, som anvendes til beboelse og produktion; over 70 mio. mennesker bor på et areal mindre end Danmarks. Befolkningsvæksten anslås til 1,7% om året i 2000-t., hvilket er mindre end tiårene før, men fortsat en så stor vækst, at det forstærker det vældige pres på landets resurser. Hvert år inddrages store frugtbare landbrugsområder til boligbyggeri. Det gælder især omkring Cairo, som på få årtier har udviklet sig til en af verdens største byer. For at afhjælpe problemet har myndighederne etableret en række satellitbyer i ørkenen omkring Cairo, og nye byer planlægges bl.a. i det nordlige Sinai. Ørkenområderne er fortsat stort set ubeboede bortset fra en række oaser og mindre byer langs med Middelhavet og Det Røde Hav.
Infrastruktur og erhverv
Nedre Egypten har altid udgjort en del af Middelhavskulturen med sin beliggenhed på vigtige handelsruter; mod øst til Levanten, mod nord til Europa og mod syd og vest, tværs over Sahara, til guldrigerne i Vestafrika. Specielt vigtige var havnene i Dumyat og Alexandria, der kunne besejles både fra Middelhavet og Nilen. Nilen har mistet meget af sin betydning for transporten, men der fragtes stadig en del gods ad floden mellem Cairo og Alexandria. Størstedelen af infrastrukturen er opbygget omkring floden. Ud over Aswan-dæmningen er der anlagt otte hoveddæmninger og mange tusinde km kanaler. Vejnettet er veludbygget og vedligeholdt, bl.a. med støtte fra USA. En moderne motorvej forbinder Aswan med Cairo og Alexandria, og der er vejtunnel under Suezkanalen. Jernbanenettet er tæt i deltaet og har også forbindelse til Aswan. I Øvre Egypten ligger byerne og vejene i et smalt bælte langs Nilen; denne del af landet er den fattigste og mindst udviklede, og landbrug er et vigtigt erhverv. Aswan og Luxor er dog præget af turisme.
Landbrug
Knap 30% af beflokningen er beskæftiget i landbruget. Egypten er blandt de lande i verden, der har absolut mindst landbrugsjord pr. indb., kun ca. 0,05 ha. Til gengæld er størstedelen kunstvandet (kun langs Middlehavet er nedbørsbaseret landbrug), og der høstes to-tre afgrøder om året. Desuden har man indført højtydende sorter (den grønne revolution), så udbyttet per arealenhed er højt.
Frem til 1992 var landbruget underlagt en kraftig offentlig styring med pålagte afgrødekrav og statslig prisfastsættelse. Fra 1992 er sektoren liberaliseret, men er dog fortsat underlagt de begrænsninger, som den fælles udnyttelse af vandet giver, bl.a. hvilke afgrøder den enkelte kan dyrke med den tilmålte vandmængde.
Egypten er gået fra at være fødevareeksportør til kun at være selvforsynende, og fra slutningen af 1960’erne har landet måtte importere fødevarer fordi landbruget ikke har kunnet følge med den kraftige befolkningsvækst; i 1995 importeres ca. halvdelen af fødevareforbruget. Landbrugsjorden er privatejet og fordelt på 3 mio. bedrifter, halvdelen på under 1/2 ha. Det betyder, at store dele drives overordentlig intensivt og nærmest er havebrug. Egyptisk kløver (til foder), hvede, majs og risoptager de største arealer, men det egyptiske landbrug producerer en meget bred vifte af afgrøder, herunder en lang række grøntsager. Bomuld, som dækkede næsten 20% af arealet for 50 år siden, optager under 5% i dag (2005). Bomuld og tekstiler er stadig vigtige eksportvarer. Trods en stigning i husdyrsholdet er der stadig mangel på kød og mælk. Der er en begrænset, men stigende produktion af svinekød til turister. Koptiske kristne står for svineproduktionen, der finder sted i byområderne, hvor skraldemænd bruger husholdningsaffald som svinefoder.
Med meget store investeringer har den egyptiske stat siden 1952 inddraget ca. 800.000 ha ørken til landbrugsjord. Det er især sket langs østsiden og vestsiden af Nildeltaet, men også i store såkaldte mega-projekter på Sinai og i Den Libyske Ørken. På trods af, at kun de mest moderne, vandbesparende overrislingsteknikker må benyttes på disse jorder, har projekterne medført væsentlige ændringer i grundvandsspejlet og en betydelig forsaltning. Udbytterne på ørkenjordene er væsentlig lavere end på de frugtbare jorde langs Nilen, men der fokuseres på andre afgrødetyper såsom citrusfrugter og i mindre omfang på økologisk produktion til det europæiske marked. Indvindingen af ørken til landbrug skal også ses i sammenhæng med den store befolkningsvækst og deraf følgende pres på arealet langs Nilen samt som en måde at skaffe ekstra arbejdspladser for at mindste den store arbejdsløshed.
Landbruget forbruger ca. 85% af de vandmængder, Nilen bringer. Vandet bliver stærkt forurenet gennem sin vej gennem landet; det har bl.a. betydet, at fiskebestandene i de kystnære farvande er mindsket og fiskeriet berørt.
Industri
Med et stort hjemmemarked og en relativt veluddannet befolkning har Egypten haft gode forudsætninger for at gennemføre en udviklingsstrategi baseret på industrialisering. Strategien er til dels lykkedes, idet Egypten, sammen med Israel, står som Mellemøstens mest industrialiserede land. Størstedelen af industrien er fortsat statsejet med baggrund i det nationaliseringsprogram, som præsident Nasser gennemførte. I 1950'erne blev den egyptiske stat ejer af en bred vifte af industrier spændende fra sværindustri, stål- og våbenproduktion til fremstilling af øl og tyggegummi. Generelt har de statslige virksomheder en meget lav produktivitet med baggrund i et bureaukratisk kontrolapparat, der sammen med faste, statsunderstøttede priser, overbemanding, dårlig ledelse og lave lønninger har forhindret reel konkurrence og løbende forbedringer af produktiviteten. I 1990'erne blev privatisering af industrien et væsentligt mål, stærkt tilskyndet af Den Internationale Valutafond og Verdensbanken.
De væsentligste industribrancher har tilknytning til landbruget: tekstil- og fødevareindustri; men i øvrigt er industrien meget alsidig og overvejende rettet mod hjemmemarkedet. Våbenindustrien er sammen med de fleste andre af de statslige virksomheder lokaliseret i Cairos industrikvarterer. De private virksomheder er oftest mindre enheder, overvejende i tekstil- og fødevarebrancherne, og mere spredt lokaliseret, bl.a. i de mange mellemstore provinsbyer i deltaet.
Energi
Egypten har 0,2% af verdens oliereserver og 1% af naturgasreserverne. Det er ikke meget set ud fra mellemøstlige standarder, men sektoren er dog vigtig og bidrager med ca. 40% af eksportværdien. Oliefelterne ligger på Sinaihalvøen og offshore i Det Røde Hav; naturgassen kommer især fra to felter ved deltaets Middelhavskyst og et felt i Den Libyske Ørken. Sidstnævnte forsyner via en 400 km lang rørledning stålværket i Helwan syd for Cairo med energi.
Læs mere om Egypten.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.