Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Constantine

Oprindelige forfattere JP-J, MeHa og MlmØst Seneste forfatter Redaktionen

/@api/deki/files/5476/=ud_a_50603.mp3?revision=1

Constantine, by i Algeriet; 448.400 indb. (2008). Byen ligger 650 m.o.h. på et klippeplateau mellem to kæder i den nordøstlige del af Atlasbjergene. Byens sydvestlige del er franskpræget med lige gader og bygninger fra kolonitiden; her ligger også byens slot, qasba, den berømte katedral Notre-Dame-des-Sept-Douleurs, som tidligere var moské, og beyens palads i maurisk stil. Den nordøstlige del af byen har snirklede gader, håndværker- og basarkvarterer og karakteristisk islamisk arkitektur. I byen fremstilles bl.a. læder- og uldvarer, og der findes en stor handelssektor.

Historie

Stedet var oprindelig en karthaginiensisk koloni ved navn Cirta og blev i slutningen af 200-t. f.Kr. hovedstad i det numidiske kongedømme under bl.a. kong Masinissa. Byen blev erobret i 46 f.Kr. af romerne og fik under kejser Augustus status som romersk koloni. Fra Cirta administreredes tre andre kolonier i provinsen Numidia. Efter store ødelæggelser under et oprør i begyndelsen af 300-t. e.Kr. blev byen genopbygget under kejser Konstantin, hvorefter den som tak kaldtes Constantina. I 600-t. blev byen erobret af araberne; i løbet af middelalderen blev den inddraget i Middelhavshandelen mellem de italienske byer og de islamiske lande. Constantines lokale hersker, beyen, var administrativt underlagt den osmanniske guvernør i Algeriet, deyen. En kort periode fra 1826-37 var byen selvstændig og blev derefter erobret af Frankrig. Under 2. Verdenskrig var den en vigtig base for de allierede.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Julie Pruzan-Jørgensen, Merete Harding, Mellemøst-Information: Constantine i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=58753