• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Ceuta og Melilla

Oprindelige forfattere JBS, JP-J og MlmØst Seneste forfatter Redaktionen

/@api/deki/files/4477/=ud_a_50597.mp3?revision=1

Ceuta og Melilla, spanske enklaver på Marokkos Middelhavskyst. Ceuta (82.376 indb.; 2011) ligger på en landtange ved Gibraltarstrædet og Melilla (78.476 indb.; 2011) på kysten 200 km mod øst. Endvidere hører den lille øgruppe Islas Chafarinas og yderligere et par klippeskær på kysten ind under Spanien. Ceuta og Melilla udgør de sidste rester af kolonien Spansk Marokko; de rummer begge militærbaser med et personel på tilsammen ca. 3000, har toldfri status, og deres sprog, arkitektur og livsform er spansk. Den strategisk beliggende Ceuta (arab. Sebta) er den vigtigste og har bl.a. en del turist- og transittrafik over Gibraltarstrædet. Melilla ligger mere isoleret; den er domineret af et meget stort og velholdt fæstningsanlæg fra 1500-t., Medina Sidonia.

Marokko gør krav på områderne, men blandt indbyggerne er der stort flertal for at forblive under Spanien. Marokko har i de senere år haft store problemer med at håndtere det store antal migranter særligt fra landene i Afrika syd for Sahara, der opholder sig ved grænserne til de to enklaver i håb om at emigrere illegalt til Europa.

Byerne blev i begyndelsen af 700-t. erobret af araberne og underlagt kalifatet. Ceuta kom i 1400-t. under portugisisk kontrol, men blev i 1580 erobret af Catalanien. Melilla kom i 1497 under spansk kontrol.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Bæk Simonsen, Julie Pruzan-Jørgensen, Mellemøst-Information: Ceuta og Melilla i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 24. maj 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=55687