Biskra, by i NØ-Algeriet på kanten af Saharaørkenen; 308.000 indb. (2007). Den er center for en gruppe oaser neden for Aurèsmassivet. Den gamle by, hvis huse består af soltørrede lersten, ligger spredt mellem tusindvis af daddelpalmer og frugttræer. Om vinteren opsamles vand fra den nærliggende flod Oued Biskra til kunstvanding af hvede- og rugafgrøder på den flade slette nær byen. I bjergene kan der dyrkes vintersport.