Madagaskar - historie

De første indbyggere på Madagaskar var sandsynligvis malajiske og polynesiske søfarere, der fra ca. 500-tallet kom til øen via Østafrika. Senere ankom afroarabiske folkeslag, som i modsætning til de første nybyggere, der valgte højlandet, især bosatte sig i kystområderne.

I 1500 ankom de første europæere til Madagaskar, der dermed blev inddraget i handelen med slaver og våben. I begyndelsen af 1600-t. var en række kongedømmer opstået, hvoraf de vigtigste var antaisaka, antemoro, betsileo og merina. Merinakongedømmet blev forenet under Andrianampoinimerina, der regerede 1787-1810. Under hans søn, Radama 1. (regent 1810-28), ekspanderede Merinariget og fik kontrol over størstedelen af øen. Radama fik støtte af briterne på Mauritius, og europæiske, ikke mindst britiske missionærer spillede herefter en afgørende rolle i øens udvikling. En stor del af øens beboere blev protestanter, samtidig med at franske jesuitter fik en del af kystbefolkningen omvendt til katolicismen. Dermed blev grunden lagt for splittelsen mellem de overvejende sorte kystbefolkninger og de mere indonesiskprægede højlandsbefolkninger, og det har siden været et centralt politisk problem.

I slutningen af sin regeringstid brød Radama med briterne og begyndte en isolationspolitik, som yderligere styrkedes under dronning Ranavalona 1.s styre (1828-61). Hendes regering gennemførte et for Afrika enestående eksperiment i tidlig industrialisering, som bl.a. omfattede minedrift, metalindustri (skydevåben) samt fremstilling af krudt, glas, sæbe og papir. Da det ikke lykkedes at gøre produktionen uafhængig af statsligt tvangs- og slavearbejde, brød eksperimentet sammen under Radama 2. (regent 1861-63), og europæerne fik igen voksende indflydelse på Madagaskars udvikling. I 1868 indgik Merinakongedømmet en aftale med Frankrig, der fik kontrol over det meste af NV-Madagaskar, og i 1896 blev øen fransk koloni. General Joseph Gallieni blev fransk generalguvernør, afskaffede slaveriet og sendte Merinadronningen i eksil. Først i 1904 var al modstand mod fransk overherredømme nedkæmpet, og Merinariget integreredes i den franske økonomi.

Under 1. Verdenskrig opstod en nationalistbevægelse vendt mod det franske kolonistyre, som på sin side forgæves søgte at modvirke nationalismen ved at oprette et rådgivende organ på øen. Briternes besættelse af Madagaskar under 2. Verdenskrig svækkede yderligere Frankrigs position, og i 1946 blev Madagaskar et fransk oversøisk territorium, hvorved øen bl.a. opnåede repræsentation i det franske parlament. I 1947-48 anførte merinabefolkningen, der anså sig selv for at være øens elite, et oprør mod det franske styre, der kostede over 10.000 mennesker livet. Oprøret uddybede splittelsen mellem kystbefolkningen og højlandsbefolkningen.

Først i 1956 tillod Frankrig politisk aktivitet på Madagaskar, og for at gå imod merinabefolkningens dominans opmuntrede Frankrig kystbefolkningen til at danne deres eget parti. I 1957 dannedes det socialdemokratiske Parti social démocrate (PSD) under ledelse af Philibert Tsiranana. I 1959 blev han landets første præsident, og året efter blev Madagaskar selvstændigt. Det vigtigste oppositionsparti, det venstreorienterede Parti congrès de l'indépendance de Madagascar, støttedes overvejende af merinabefolkningen.

Tsiranana førte en vestvenlig politik, men måtte trods en stor valgsejr ved præsidentvalget i 1972 overlade magten til general Gabriel Ramanantsoa, da voldsomme demonstrationer udløste politisk krise. En folkeafstemning i 1972 gav Ramanantsoa en overvældende tilslutning, hvorefter han afskaffede forfatningen. Økonomiske problemer og etniske konflikter gjorde det vanskeligt for Ramanantsoa at kontrollere militæret, som under kuplignende omstændigheder i 1974 overtog magten under ledelse af oberst Richard Ratsimandrava. Han blev dog myrdet kun seks dage efter magtovertagelsen. I 1975 blev den tidligere udenrigsminister Didier Ratsiraka statsoverhoved, og han gennemførte en socialistisk politik, hvorunder banker og vigtige industrier blev nationaliseret. Madagaskar knyttede sig herefter nærmere til især Sovjetunionen. Ratsiraka blev genvalgt i 1982 og 1989, men samtidig voksede oppositionen og de økonomiske problemer.

Kommunismens fald i Østeuropa svækkede yderligere Ratsiraka, der søgte hjælp i Vesten. I 1990 indførtes formelt flerpartisystem. I 1992 tabte Ratsiraka præsidentvalget til Albert Zafy (1927-2017). Voldsomme uroligheder i især det nordlige Madagaskar og politisk ustabilitet svækkede Zafys regeringsperiode, og han blev i 1996 tvunget til at gå af. Ved præsidentvalget samme år vandt Ratsiraka snævert over Zafy, og Ratsiraka valgte at fortsætte den vestvenlige politik, der var blevet ført fra begyndelsen af 1990'erne.

Forfatningen ændredes i 1998, så landet blev en føderation med stor autonomi til de seks provinser. I slutningen af 1990'erne oplevede Madagaskar flere år med økonomisk vækst, men i 2002 kastedes landet ud i en politisk krise, som førte til økonomisk tilbagegang. Årsagen til krisen var et præsidentvalg, der endte i dødt løb mellem to kandidater, præsident Didier Ratsiraka og oppositionslederen Marc Ravalomanana (f. 1957). Begge lod sig udråbe som vinder og præsident, Ravalomanana i Antananarivo, hvor han var borgmester, og Ratsiraka i havnebyen Toamasina. Tilhængere af Ratsiraka blokerede med vejspærringer i flere måneder Antananarivo fra resten af landet. Den politiske krise fortsatte, efter at landets forfatningsdomstol (High Constitutional Court) erklærede Ravalomanana som vinder, og fire provinser som modtræk truede med at erklære sig som selvstændige. I juli 2002 flygtede Ratsiraka til Frankrig. Ravalomanana gennemførte i sine første år som præsident efter 2002 en liberalisering af landets økonomi, hvilket resulterede i øget økonomisk vækst, men ikke løste fattigdomsproblemerne. Politisk førte han en hård linje overfor tidligere modstandere ligesom han kom på kant med de andre partier, som havde støttet ham ved valget i 2002. Ved lokalvalgene 2003 led Ravalomananas parti Tiako-I-Madagasikara (TIM) nederlag, hvorefter præsidenten førte en mere forsonlig politik overfor oppositionen. Ravalomanana blev genvalgt som præsident ved valget i 2006.

Efter flere måneders politisk uro, der blev indledt med regeringens lukning af en tv-station ejet af oppositionslederen Andry Rajoelina, trådte Ravalomanana tilbage i marts 2009, og med militærets støtte tog Rajoelina magten som leder af en overgangsregering. I slutningen af 2013 afholdtes det længe lovede parlamentsvalg; her vandt den tidligere finansminister Hery Rajaonarimampiania præsidentposten.

Læs mere om Madagaskar.