Faktaboks

Også kendt som

Maoré

Indbyggertal
288.300 (nationalt estimat, 2021)
Areal
374 km²

Mayotte er den østligste ø i Comorerne i Det Indiske Ocean; 374 km2, 212.600 indbyggere (2012). Den egentlige hovedby er Mamoudzou (57.300 indbyggere), hvor de administrative organer har sæde, mens Dzaoudzi er formel hovedby. Med hensyn til kultur, historie, religion og naturforhold er øen tæt knyttet til de øvrige Comorer, men ved afstemningen i 1974 om øernes uafhængighed stemte indbyggerne på Mayotte imod og forblev dermed under fransk styre, dog uden at der indrømmedes beboerne fransk statsborgerskab. Denne specielle halvkoloniale status er siden blevet opretholdt af hensyn til forholdet til republikken Comorerne, men det er internationalt et konstant problem for Frankrig, som flere gange har nedlagt veto mod resolutioner i FN's sikkerhedsråd, som godkendte Comorernes overhøjhed over Mayotte. I 2001 knyttedes Mayotte nærmere til Frankrig og fik status af collectivité départementale. Ændringen bekræftedes efterfølgende af en folkeafstemning på øen. I forhold til Comorerne har Mayotte en langt mere udviklet infrastruktur med dybvandshavn (flådebase), lufthavn og vejnet og betydelig højere levestandard.

Øen er en stærkt nederoderet basaltisk vulkan fra Øvre Tertiær. På den østlige del af øen findes unge askevulkaner. Den stærkt indskårne kyst er omgivet af en 10-20 kilometer bred lagune, afskærmet af et sammenhængende koralrev. I lagunen findes talrige øer af koralkalk, som repræsenterer dele af ældre barrierer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig