Lundariget, centralafrikansk imperium, der opstod i begyndelsen af 1600-t. og tiltrak handelsfolk fra både Atlanterhavet og Det Indiske Ocean. Lundarigets hovedstad lå ved Musumba i det nuværende Demokratiske Republik Congo. Det rådede over flere stående hære og et omfattende bureaukratisk system, herunder flere perifere dynastier, der gjorde det muligt at kontrollere langdistancehandel og indkræve tributter i et stort område. Visse tributbetalende Lundagrupper specialiserede sig i fremskaffelsen af handelsvarer som elfenben, kobber, naturgummi og slaver, mens andre specialiserede sig i kommerciel fødevareproduktion eller skatteopkrævning. I slutningen af 1800-t. blev Lundariget delt mellem Storbritannien, Portugal og Belgien, hvilket førte til rigets opløsning.