Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Kongoriget

Oprindelige forfattere MWiv og OJus Seneste forfatter Redaktionen

Kongoriget, bantusproget kongerige ca. 1400-1891 mellem Congofloden og Luanda i det vestlige Centralafrika. Efter portugisernes ankomst i 1483 søgte kongerne, der bar titlen Mani Kongo, at styrke deres position ved at indgå i stadig tættere forbindelse med Portugal. Den øgede efterspørgsel efter slaver fra 1530'erne blev imødekommet af kongemagten, men i 1570'erne blev udskibningen af slaver flyttet sydpå til Luanda, der blev portugisisk koloni i midten af årtiet. Kongorigets sydlige provinser kom især fra 1620'erne under stigende pres fra portugiserne, der under en invasion i Kongoriget i 1665 dræbte kongen og store dele af aristokratiet. Trods forsøg på retablering af Kongoriget i 1700-t.s begyndelse blev riget brudt op i en række autonome høvdingedømmer, hvor kongerne i hovedstaden, Mbanza Kongo, kun havde rituel betydning. I begyndelsen af 1800-t. anerkendte Storbritannien og Portugal Mani Kongo som traditionel regent i regionen syd for Congofloden, men med slaveeksportens ophør mistede kongen også denne sin rituelle rolle; 1891 erklærede portugiserne deres overhøjhed i området.

Kunst

Den tidlige kontakt med Portugal kan måske forklare den store opfindsomhed både i den forfinede hofkunststil, den vilde ekspressionisme og den følsomme realisme, som præger mange kunstværker fra Kongo. Der findes fornemme tæppe- og kurvearbejder i raffiabast og skulpturer i elfenben, træ og sten. En sjælden og fin kunstnerisk udtryksform er ntadi (flertal mintadi), begravelsesskulpturer i steatit eller fedtsten; de fleste forestiller høvdinge med en fezlignende hue, tronende eftertænksomt med hånd under kind.

Enestående i Kongokunsten er søm- og spejlfeticher, menneskefigurer i træ med søm og andre metalgenstande hamret ind i kroppen og spejlstumper, fjer, snore, stofstykker o.a. hæftet fast. Adskillige er udført på et højt kunstnerisk niveau og er særdeles udtryksfulde.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Mette Wivel, Ole Justesen: Kongoriget i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. januar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=109147