Gabon – historie, Fra Gabons tidligste historie findes kun få arkæologiske spor. Måske har pygmæer fra syd været de første indvandrere; omkring 1100-t. kom bantufolk fra sysdøst. De første, som har efterladt sig sikre levn, er fangfolket, som indvandrede fra Cameroun i 1700-t.

De første europæere var portugiserne, som kom til Gabon i 1472; de kaldte den lukkede og ugæstfrie kyst for Gabão (frakke) og vendte opmærksomheden mod øerne São Tomé og Príncipe ud for kysten. Senere kom hollandske, franske og engelske skibe til på jagt efter slaver og elfenben. I midten af 1800-t. klingede slavehandelen ud, og franskmændene etablerede traktater med høvdinge på kysten. I kampen mod slaveriet kapredes i 1849 et slaveskib ud for Komoéfloden; slaverne blev sat fri og gav deres bosætning på kysten navnet Libreville, frihedsbyen. Samtidig kom de første missionærer til landet. Den kendteste af dem, Albert Schweitzer, virkede i Gabon 1912-65 og modtog Nobels Fredspris for sin indsats på det berømte junglehospital.

I 1910 blev Gabon en del af Fransk Ækvatorialafrika, og Libreville var i nogle år koloniens hovedstad. Udnyttelsen af kolonien var helt overladt til koncessionerede selskaber og foregik med udstrakt brug af tvangsudskrevet arbejdskraft. I de følgende år blev flere lokale oprør slået ned, mens Gabon forsynede verdensmarkedet med tropisk træ. Ved selvstændigheden i 1960 var Gabon et af de mindst udviklede lande i Afrika med et næsten totalt fravær af veje, administration, sundhedsvæsen mv.

Borgmesteren i Libreville, Léon M'Ba, havde i 1950 dannet det første politiske parti, og han blev landets første præsident. Med militær støtte fra de Gaulle beholdt han magten frem til sin død i 1967. Han afløstes af den nuværende præsident, Omar Bongo, som i 1968 omdannede landet til en etpartistat. Et forsøg i 1993 på valg med flere partier endte med, at præsidenten annullerede valgresultatet i halvdelen af kredsene. Siden er forskellige uroligheder og oppositionel virksomhed blevet slået ned; bag udviklingen ses tydelige franske interesser. Gabon har i 1990'erne langt flere franske indbyggere end på noget tidspunkt i kolonitiden, størstedelen af den moderne økonomi er på franske hænder, og landets uranproduktion er af fortsat vital betydning for den franske atomkraftsektor. Samtidig med, at en stor gæld til Frankrig i flere omgange blev eftergivet, sås de første tegn på flerpartistyre, da enkelte oppositionspolitikere i 1994 blev udpeget til ministerposter.

Omar Bongo blev genvalgt som præsident i 1998 og 2005; i 2003 gennemførtes en forfatningsændring, som tillader Bongo at stille op til så mange præsidentperioder, som han ønsker. Oppositionen har imidlertid gentagne gange anklaget Bongo for valgsvindel. Gabon har dog hidtil undgået meget af den uro, som har plaget nabolandene. Først og fremmest olien har desuden gjort landet til et af Afrikas rigeste pr. indbygger. Den høje gennemsnitlige velstand dækker dog over enorme forskelle mellem den rige elite i byerne og den store fattigdom i landområderne. Omar Bongo døde i 2009; han efterfulgtes af sønnen Ali Bongo Ondimba; præsidentvalget medførte voldsomme uroligheder.

Læs mere om Gabon.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig