periode |
|
1960-63 |
Fulbert Youlou |
1963-68 |
Alphonse Massamba-Débat |
1968-77 |
Marien Ngouabi |
1977-79 |
Joachim Yhombi-Opangi |
1979-92 |
Denis Sassou-Nguesso |
1992-97 |
Pascal Lissouba |
1997- |
Denis Sasson Nguesso |
Kolonien Fransk Congo blev oprettet i 1891, og området blev hurtigt overdraget til private koncessioner. I 1910 blev Congo sluttet sammen med Gabon og den nuværende Centralafrikanske Republik til Fransk Ækvatorialafrika. Hele området var overladt til private interesser, som opererede i fri lovløshed, og udviklingen i Fransk Ækvatorialafrika hører til blandt de mørkeste kapitler i kolonihistorien. Det skønnes, at mere end 90% af den oprindelige befolkning blev udryddet 1898-1930, da koncessionspolitikken afsluttedes.
Flere rystende rapporter om de koloniale udskejelser nåede Frankrig og vakte stor opstandelse. Regeringen sendte de Brazza til Congo for at undersøge forholdene, men han døde på tilbagevejen i 1905 uden at have aflagt rapport, og historien gik i glemmebogen. Først i 1946 afskaffedes den ret til vilkårlig udskrivning af tvangsarbejdere, som var blandt hovedårsagerne til den fatale udvikling i landet.
Den brutale kolonihistorie medførte bl.a., at Congo efter selvstændigheden i 1960 blev præget af stærkt antikolonialistiske og revolutionære bevægelser. Den første fransk indsatte præsident, Fulbert Youlou, blev afsat efter omfattende uroligheder i august 1963, og de følgende år var præget af marxistisk-leninistiske regeringer, som orienterede landet mod Sovjetunionen og Cuba.
Siden 1989 har den politiske udvikling været mindre præget af ideologi og principper end af praktisk udvikling og internationalt samarbejde, bl.a. med Frankrig. Landets betydelige og stigende olieproduktion har givetvis medvirket hertil. I 1992 afholdtes landets første demokratiske præsidentvalg, som blev vundet af Pascal Lissouba (f. 1931).
I 1997 kastedes landet efter flere års politisk uro ud i en borgerkrig, som kulminerede med, at den tidligere præsident, Denis Sassou-Nguesso, med hjælp fra angolanske tropper gennemførte et kup og afsatte præsidenten. I de følgende år bevægede landet sig på randen af borgerkrig. Især i foråret 1999 var der mange kampe.
Hovedmodstanderne var tre militser: præsidentens milits, benævnt Cobra, den tidligere præsident Lissoubas milits, kaldet Zulu/Cocoye, og en tredje milits, Ninjas. Kampene foregik især omkring hovedstaden Brazzaville. I marts 2002 gennemførtes et flerpartivalg og et præsidentvalg, som Sassou-Nguesso vandt med ca. 90% af stemmerne. To af hans vigtigste modstandere fik dog ikke lov at stille op. Umiddelbart efter valget brød kampene ud igen, og det følgende år lå fredsforhandlingerne stille. De blev genoptaget i 2004, hvor parterne indgik en våbenhvile. Fredsprocessen gik imidlertid kun langsomt.
Borgerkrigen kostede titusinder af døde, og i 1997 tvang den 800.000 til at forlade deres hjem. Landets økonomiske udvikling standsede, jernbanen mellem Brazzaville og Pointe-Noire var ude af drift, og udnyttelsen af landets skovresurser gik i stå. Offshore-olieproduktionen fortsatte dog uhindret.
I 2009 blev Sassou-Nguesso genvalgt for endnu et syvårsperiode; oppositionen boykottede imidlertid valget.
Læs mere om Congo.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.