Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Cameroun - historie

Oprindelige forfattere JWO og Sebro Seneste forfatter Redaktionen

Cameroun skal have været del af tidlige riger, hvis eksistens mest er kendt fra sagn, fx af Saoriget fra 400-t. indtil kotokoernes erobring i 1400-t. Pygmæer og bantutalende folkeslag indvandrede og fra 1000-t. muslimske fulani, som især bosatte sig i nord. Portugiserne kom til Cameroun første gang i 1472 og etablerede en omfattende plantagedrift og slavehandel, som bestod i mere end 300 år. I 1884 annekterede Tyskland Cameroun og begyndte anlæggelse af veje og jernbaner og opbyggelse af et uddannelsessystem. Under 1. Verdenskrig fordrev franske og britiske tropper tyskerne fra Cameroun, som i 1919 blev opdelt i et østligt fransk og et vestligt britisk område, som begge fra 1922 blev mandatområder.

I Fransk Cameroun dannedes i 1948 nationalistbevægelsen UPC, som forgæves søgte at opnå indflydelse ad lovlig vej. Otte år senere kulminerede kravet om national selvstændighed og genforening i åbent oprør i byerne. I 1956 fik Fransk Cameroun sin første lokale regering, og Ahmadou Ahidjo blev i 1957 regeringschef. Den nye regering fik forbud mod at forhandle med UPC, der fortsatte sin guerillakrig. Den 1.1.1960 blev Fransk Cameroun selvstændigt med Ahidjo som landets første præsident.

I Britisk Cameroun dannede John N. Foncha (1916-99) i 1955 partiet Kamerun National Democratic Party (KNDP), hvis mål var genforening med Fransk Cameroun. Britisk Cameroun var imidlertid politisk splittet, og efter en folkeafstemning i februar 1961 tilsluttede det nordlige Britisk Cameroun sig Nigeria, mens det sydlige indgik i en føderation med det selvstændige Cameroun. Ahidjo blev præsident og Foncha vicepræsident. I 1966 blev alle partier tvunget sammen i enhedspartiet, og i 1972 afløstes føderationen af den forenede republik Cameroun. De to stater fik fælles forfatning med bl.a. stor magt til præsidenten.

Annonce

I 1982 afgik "landsfaderen" Ahidjo frivilligt og blev efterfulgt af premierminister Paul Biya. Et mislykket kupforsøg mod Biya i 1984 medførte blodige kampe og massehenrettelser; Ahidjo, der var i eksil i Frankrig, blev mistænkt for medvirken til kupforsøget. Voldsomme demonstrationer i maj 1990 med krav om flerpartistyre fik Biya til at give indrømmelser og liberalisere det politiske liv, og i december samme år blev flerpartisystemet indført. Ved præsidentvalget i oktober 1992 blev Biya erklæret for vinder. Oppositionens kandidat, den socialdemokratiske John Fru Ndi, erklærede derimod sig selv for vinder. Siden har Cameroun været præget af betydelig politisk uro.

Biya blev genvalgt til præsident i 1997 og 2004. I de senere år har der været uafhængighedsbestræbelser i Camerouns to overvejende engelsktalende provinser i syd, og en løsrivelsesbevægelse er blevet erklæret illegal. I 2014 sendte Cameroun tropper til grænsen mod Nigeria som en indsats mod Boko Haram-guerillaer i området.

Læs mere om Cameroun.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jens Weise Olesen, Henrik Sebro: Cameroun - historie i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=53794