Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Angola - historie

Oprindelige forfattere JWO og TEne Seneste forfatter Redaktionen

Angola. Portugisiske plantageejere og en indfødt i en bananplantage nær Luanda, ca. 1890. Et idylliseret billede af hvide kolonister i fredfyldt sameksistens med lokalbefolkningen.

Angola. Portugisiske plantageejere og en indfødt i en bananplantage nær Luanda, ca. 1890. Et idylliseret billede af hvide kolonister i fredfyldt sameksistens med lokalbefolkningen.

Angola befolkedes i det første årtusinde e.Kr. af indvandrede bantufolk, som grundlagde flere mindre kongedømmer, hvoriblandt de vigtigste var Loangoriget, Ndongoriget, Lundariget og Ovimbundurigerne; i nord blev rigerne omkring år 1400 organiseret i Kongoriget. I 1483 nåede den portugisiske søfarer Diogo Cão den angolanske kyst ved Congoflodens munding.

Portugiserne indledte en omfattende handel med de forskellige riger, der næsten alle var vasaller under Kongoriget. Den vigtigste handelsvare var slaver, som blev eksporteret til de portugisiske plantager i Brasilien og på São Tomé. I 1570'erne påbegyndte portugiserne anlæggelsen af en egentlig koloni i området omkring Luanda. Herved kom de i konflikt med Ndongoriget, hvis regent bar titlen ngola — heraf navnet Angola. I 1640'erne opstod der konflikt mellem portugisere og hollændere. São Paulo de Loanda, portugisernes vigtigste by på kysten, blev indtaget af en hollandsk flåde i 1641, men tilbageerobredes i 1648. I 1665 besejrede portugiserne Kongorigets hær, hvorefter riget blev opløst i flere stridende kongedømmer, og i 1670'erne lykkedes det portugiserne at underlægge sig Ndongoriget, der havde bevaret sin selvstændighed uden for Kongoriget.

I perioden frem til ca. 1850 var den dominerende økonomiske aktivitet i Angola eksport af slaver. Mere end 1 mio. mennesker blev eksporteret til især Brasilien som slaver. Portugisernes kontrol dækkede dog langt fra hele landet. Først fra 1880'erne startede Portugal en egentlig kolonisering af hele Angola, men fortsat kraftig modstand fra befolkningen i det indre af landet medførte, at Portugal først fik kontrol over hele kolonien omkring 1920. Trods en officiel portugisisk erklæring i 1917 om at ville civilisere og assimilere afrikanerne med den portugisiske kultur opnåede kun ganske få af disse status som "assimilados". Resten forblev "indigenatos" ('indfødte') og indgik som tvungen arbejdskraft i de portugisiskejede kaffe-, majs- og sisalplantager. I 1951 blev Angola en oversøisk provins, og indvandringen fra Portugal steg fra ca. 80.000 i 1950 til ca. 400.000 i 1970.

Annonce

Fra slutningen af 1950'erne opstod flere væbnede modstandsbevægelser, rettet mod det portugisiske styre. De udmøntedes i midten af 1960'erne i tre rivaliserende bevægelser: MPLA (Movimento Popular de Libertação de Angola), ledet af Agostinho Neto, FNLA (Frente Nacional de Libertação de Angola) og UNITA (União Nacional para a Independência Total de Angola), ledet af Jonas Savimbi.

Kampen mod kolonistyret blev afsluttet efter den såkaldte "Nellikerevolution" i Portugal i april 1974. I januar 1975 fastsatte parterne datoen for Angolas formelle uafhængighed til den 11. november 1975. Fortsatte kampe mellem modstandsbevægelserne hindrede en fredelig magtovertagelse, men MPLA, der havde kontrollen med Luanda, udråbte Angola til folkerepublik på den fastsatte dato. På samme tid internationaliseredes konflikten, idet Sydafrika invaderede landet, og Cuba og USSR sendte tropper og våben. OAU (Organization for African Unity) anerkendte MPLA-regeringen i februar 1976, hvilket banede vej for iværksættelsen af MPLA's socialistiske politik. En ødelagt infrastruktur, flygtningeproblemer og portugisisk masseflugt fra landet samt UNITA's og FNLA's guerillakrig mod MPLA skabte imidlertid store problemer. I slutningen af 1970'erne optrappedes konflikten med UNITA, mens FNLA blev delvis opløst. UNITA modtog støtte fra såvel Zaire (nuv. Demokratiske Republik Congo) som Sydafrika; fra midten af 1980'erne støttede USA åbent UNITA og indledte et samarbejde med Sydafrika med henblik på at presse MPLA-regeringen til en aftale om tilbagetrækning af de ca. 50.000 cubanske tropper i Angola. Sydafrika skulle til gengæld trække sine tropper tilbage og acceptere FN-resolution nr. 435 vedrørende selvstændighed for Namibia. Aftalen kom i stand i december 1988, men det afsluttede ikke borgerkrigen. I maj 1991 banede en fredsaftale mellem regeringen og UNITA vej for afholdelse af flerpartivalg i september 1992. Valget blev vundet af MPLA, men UNITA nægtede at anerkende valgresultatet, og i oktober udbrød der voldsomme kampe i Luanda. Kampene bredte sig hurtigt til provinserne, og midt i december 1992 havde UNITA kontrol med to tredjedele af landet. En MPLA-modoffensiv i slutningen af samme måned skaffede regeringen kontrol med de fleste større byer.

Kampene om byerne kostede civilbefolkningen store ofre, og borgerkrigen blev karakteriseret som "den værste krig i verden" med op til 1000 døde pr. dag.

Borgerkrigen fortsatte op gennem 1990'erne med varieret intensitet, hvor krigshandlinger afløstes af perioder med relativ ro og fredsforhandlinger. MPLA-regeringen kontrollerede hovedparten af landet, herunder områderne med olieproduktion, mens oprørsbevægelsen UNITA kontrollerede hovedparten af diamantområderne. Igennem årene svækkedes den internationale støtte til UNITA, især efter at ANC kom til magten i Sydafrika og stoppede landets støtte til bevægelsen. Også USA's støtte aftog, hvilket betød, at der i FN kunne vedtages sanktioner mod UNITA for at tvinge den til forhandlingsbordet og til at indgå i en bindende fredsaftale. Samtidig udstationerede FN fredsbevarende tropper i landet. Krigen fortsatte dog frem til foråret 2002, da UNITA's øverste leder, Jonas Savimbi, blev dræbt i kamp. Den nye ledelse i UNITA indgik herefter i nye fredsforhandlinger. Landets økonomiske muligheder forbedredes med nye fund af både olie og diamanter, men den fortsatte krig betød, at disse reserver ikke har kunnet udnyttes. Der forestår omfattende genopbygningsopgaver, bl.a. fjernelse af over 10 mio. landminer, som ligger spredt ud over landet.

Efter 2002 har landet, i takt med øgede indtægter fra især olieindustrien, oplevet en betydelig økonomisk fremgang og stabilitet. Politisk står MPLA stærkt, mens UNITA har været præget af intern uro. Regeringen møder dog stigende kritik af, at den i flere omgange har udskudt afholdelse af et nyt parlaments- og præsidentvalg. I 2008 afholdtes det første parlamentsvalg i 16 år; det blev vundet af MPLA, hvorved dets leder, José Eduardo dos Santos, der har beklædt posten siden 1979, sikrede sig endnu en embedsperiode. MPLA og Dos Santos vandt også valget i 2012.

Læs mere om Angola.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jens Weise Olesen, Thyge Enevoldsen: Angola - historie i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=38058