Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Kinshasa

Oprindelig forfatter TEne Seneste forfatter Redaktionen

Kinshasa, tidl. Leopoldville, hovedstaden i Den Demokratiske Republik Congo (Congo (Kinshasa), tidl. Zaire); 9 mio. indb. (2012). Byen ligger ved Congoflodens venstre bred 500 km fra Atlanterhavet, lige over for Congos hovedstad Brazzaville. Her forhindrer Livingstonevandfaldene videre sejlads ned ad floden, og her anlagde Henry Stanley i 1879 en handelspost tæt ved flere oprindelige landsbyer, hvoraf en hed Kinshasa. Den egentlige by blev grundlagt året efter i forbindelse med bygningen af en jernbane fra kysten, og den udviklede sig til et center for handel og administration. Byen voksede jævnt under den belgiske kolonitid.

Efter selvstændigheden i 1960 blev restriktionerne mod at bosætte sig i byen fjernet, og den voksede voldsomt med store problemer til følge. Oplandet kan ikke ernære byen, som rummer 10% af landets befolkning; for byens fattige er det nødvendigt at anskaffe sig jord til selvforsyning, ofte små jordlodder langt fra byen. Der er også et stort pres på træresurserne, som benyttes til madlavning, og udbredt fældning har medført erosionsproblemer. Klimaet er fugtigt og tropisk med høje temperaturer året rundt; under regntiden fra oktober til maj falder hovedparten af nedbøren i kraftige regnskyl, som fremmer erosionen.

Kinshasas centrum er et moderne forretningskvarter med kontorskyskrabere, store hoteller, banker og regeringsbygninger. Heroverfor er de fleste beboelseskvarterer præget af fattigdom og mangel på selv den mest basale infrastruktur som kloakker og veje. Disse kvarterer er kendt for deres farverige folkeliv og zaire-rocken, populærmusikken, som er blevet udbredt over hele Afrika.

Annonce

Flodhavnen er Afrikas største. Her omlades importerede varer og sejles videre op ad Congofloden. Industrien producerer især forbrugsvarer.

Under uroperioder har byen flere gange været udsat for opstande og plyndringer fra regeringssoldater, bl.a. i 1991. Mange er da flygtet til Brazzaville. Selvom der under borgerkrigen i landet ikke har været kampe i byen, præges den af urolighederne. Mange har søgt tilflugt for kampene, og byen er blevet afskåret fra de områder, hvorfra den forsynedes med hovedparten af sine fødevarer, hvilket har resulteret i sult og sygdomme for den fattigste del af befolkningen.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Thyge Enevoldsen: Kinshasa i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=106432